Indledning
Mennesket har altid gjort indtryk på sine omgivelser, både gennem samtale, ved fysisk møde, og gennem medier, der udtrykkes på skrift.

Det sidstnævnte, kan for eksempel være artikler eller fiktive fortællinger, som noveller eller romaner.

Men hvilken betydning har forfatterens identitet for litteraturen? Dette er et spørgsmål, der kan være svært at komme med ét konkret svar på.

Netop det, at forfatteren kan skrive om historier, der ikke er deres egne eller som de ikke selv har oplevet, er der holdninger omkring som både argumenterer for og imod.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Helt basalt opfatter Abdel-Magied, Shrivers åbningstale som en afslutning på en diskussion, der ikke har taget fat endnu.

“Se, det forholder sig nemlig sådan, at hvis verden var en egalitær og retfærdig verden, så ville denne diskussion være en ganske anden.

Men ak, den utopi er langt fra virkeliggørelse.” I stedet mener Abdel-Magied, at diskussionen bør dreje sig om, hvorvidt der er adgang til at blive hørt, når ikke man har en privilegeret stemme, som hun omtaler det.

Der skal altså ifølge Abdel-Magied være større fokus på at gøre plads til, at man som forfatter i stedet lægger fokuset på at formidle andres livserfaringer, som ellers ikke ville have haft sin stemme.

På den måde bliver forfatteren et talerør, for beretninger som læseren så kan spejle sig i, og dem som før ikke har følt sig rigtigt forstået, får muligheden for

at deres historier formidlet på en ordentlig med samt følelsen af, at de bliver hørt. Historien går altså fra at have været opdigtet fiktion

til nu at være fiktion der til dels fortælles gennem en person med samme perspektiv, som der skrives om i den fiktive fortælling.