Indledning
Hvis der er noget vi danskere aldrig bliver trætte af at diskutere, så er er det kunst. Om det er en guldfisk i en blænder eller voldsom og stødende litteratur så vil der altid være én som har en modstridende holdning end dig selv.
I den seneste tid har der været en del etiske spørgsmål oppe og vende i dansk og norsk litteratur. Debatten har hovedsageligt drejet sig om hvor grænsen går for, hvad man i litteraturen må skrive om virkelige personer.
Katrine Wiedemann skrev d. 21/2/2020 en artikel bragt i Information, som omhandler hendes personlige holdning til, hvad der må skrives om nulevende, men også døde mennesker.
Her bliver i artiklen diskuteret hvor grænsen går, spørgsmålet er om der ingen grænser skal sættes for kunst, eller om der skal være en grænse for hvor ilde man må portrættere virkelig mennesker i litteraturen.
Indholdsfortegnelse
Wiedemann beskriver disse grove moderportrætter som gravskænderier, og det er her meget klart at hendes holdning til denne debat bunder ud i, at hun mener at tonen bliver for hård i disse autofiktioner.
Hun mener hermed at de bliver for faktuelle og virkelighedsnære, og på den måde bliver til udstilling af et andet menneske, mod deres vilje.
Wiedemann prøver at spille på læserens patos ved at stille det retoriske spørgsmål:
” Hvad ville man selv synes om offentligt at blive portrætteret ubarmhjertigt af sit barn” det gør hun da hun udelukkende godt ved at ingen moder ville bryde sig om dette.
Og samtidigt nævner hun også at vi i dag lever i en perfekthedskultur hvor alt skal være så polleret og perfekt hele tiden, at der ikke er plads til at lave fejl. Og det er vel noget som de fleste af os kan relatere til.
Med dette mener hun at vi i stedet for at slå hinanden i hovedet med de fejl, som vi har begået, bør vi prøve at tilgive hinanden, samt prøve at forstår hvorfor og hvad der er gået galt, for de forældre der har forsømt deres børn, på den ene eller den anden måde.
Til dette mangler Wiedemann dog lidt perspektiv. Jo, hun har da ret i at der i en ideel verden ville være plads til tilgivelse af alle og en kollektiv overbærenhed, men samtidigt bør man efter min mening være i sin fulde ret at være sur og vred, på de mennesker som har forsømt én her i livet.
Er man en kunstnerisk person, er kunst efter min overbevisning en fin måde at udtrykke det uskønne og grove i tilværelsen.
Og vi kan nok alle blive enige om, at det er til at fortrække når mennesker formår at kanalisere deres vrede eller smerte ud gennem kunst, frem for vold eller andet i den boldgade.
Når alt dette er sagt, så vil jeg sige at hvis der var nogen, som jeg mener i sin fulde ret til at portrættere mig på en bestemt måde, så er det mit barn (hvis jeg havde et).
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Skriv et svar