Indholdsfortegnelse
Modul 1.4: Analyserende Artikel
- Teori
- Lærings-Mål
- ØVelse 1
- Opgaveformulering
- Tip
- ØVelse 2
- 1a. Gunnhild ØYehaug: Lille Knude
- ØVelse 3
- ØVelse 4
- ØVelse 5
- ØVelse 6
- ØVelse 7

Tjek Din Stil - Top 10 Over De Mest Almindelige Fejl
- Nutids-R
- Sammensatte Navneord
- Hans/sin
- Synes/syntes
- Ligge/lægge
- For/får
- Ene/ende
- Ejefald
- Komma
- Punktum

Uddrag
I denne opgave skal du øve dig i at skrive en stileopgave, sådan at du er forberedt på den skriftlige eksamen. Prøven varer 5 timer.

Der er to typer opgaver: enten kan du skrive en analyserende artikel eller en debatterende artikel. Til begge typer opgaver skal man tage afsæt i en eller flere tekster. - I modul 1.4 bliver du introduceret for den analyserende artikel.

---

Teksten er fra novellesamlingen Knuder (2018). Gunnhild Øyehaug er norsk forfatter. Kåre kom til verden med en navlestreng som ingen kunne klippe over.

Navlestrengen hang fast i en moderkage som nægtede at komme ud. Den blev hvor den var, den flyttede sig ikke en millimeter.

De kunne hverken klippe navlestrengen over eller operere moderkagen ud. Det var godt nok sørens, sagde overlægen.

Godt nok sørens. Hans far tog det først som et personligt nederlag, at han ikke kunne klippe navlestrengen over:

Han tænkte at han måtte være helt håbløs, en ussel far som ikke kunne noget så enkelt. Vel var navlestrengen både fed og glat, men den var ikke unormalt tyk på nogen måde.

Kun unormalt stærk. Og der lå en trøst i det for Kåres far, at der heller ikke var nogen andre der kunne klippe den over, ingen af sygeplejerskerne, ingen af lægerne, uanset hvad de forsøgte.

- Vi må finde en alternativ måde at leve på, Marianne, sagde Kåres far. I er forbundet for livet, derom hersker ingen tvivl.

Marianne havde i grunden ikke noget imod det. Det var på mange måder lettere at holde øje med det lille barn på den måde

hun vidste hvor han var til enhver tid, og hun kunne bare rulle navlestrengen ind når hun mistede ham af syne, eller når han gemte sig.

Det var selvfølgelig problematisk at have et privatliv med faren, men det gik på en måde: Man skulle bare indstille sig på at gøre det så stille som muligt og med mindst mulig bevægelse.

Kåres far, derimod, syntes situationen var stadig mere uudholdelig, han ville have bevægelse! kunne han finde på at råbe når han var allermest vred, ofte efter en eller anden hændelse blandt andre mennesker:

en eller anden indkøbstur eller bare en tur i parken hvor folk havde stirret på den gråhvide, nøgne streng mellem mor og søn og helt tydeligt syntes det var mærkeligt.

Og på Kåres far, følte Kåres far, som gik et halvt skridt bag dem med bøjet nakke. Han kunne ikke holde det ud længere. Han rejste væk.

Marianne havde i grunden ikke noget imod det. Det var på mange måder lettere at leve som de var tvunget til at leve, når hun kunne koncentrere sig om at holde trit med sin søn.

Det, var så meget hun skulle være med til. Hun blev nødt til at småløbe rundt hele tiden, klatre i træer, hoppe i hø, cykle, spille fodbold, være med hjemme hos kammeraterne.

Og hun prøvede hele tiden at gøre sig usynlig, ville ikke hæmme sønnens udvikling, hun vidste at hun blev nødt til at lade ham gøre ting

prøve ting, hun ville ikke være en klods om benet, så når de lavede ballade og drengestreger, lukkede hun øjnene. Stod uden for badeværelset når de smurte det ind i tandpasta.

Gemte sig bag et træ når de smugrøg i grøftekanten. Og holdt sig for øjnene når Kåre skulle ind i omklædningsrummet før og efter svømning.

Under Kåres seksuelle debut, plakatfuld som fjortenårig til en fest, gemte hun sig så godt hun kunne under sengen og holdt sig for ørerne.

Da Kåre blev gift, flyttede Marianne naturligvis ind sammen med brudeparret. De lavede et værelse til hende lige ved siden af deres soveværelse

for bruden kunne ikke holde ud at Marianne skulle sove inde på deres værelse, så sådan blev det. Der var i grunden bare en ekstra væg på værelset med en sprække i

som navlestrengen kunne trædes igennem før de gik i seng. Men bruden mente at hun så 1 Mariannes øje stirre på dem gennem sprækken.

Noget Marianne sagde ikke var sandt. Men bruden insisterede og syede et forhæng som hun hængte op foran sprækken.

Forhænget blev viklet ind i navlestrengen, og bruden brød grædende sammen på gulvet. - Hun er overalt! hikstede hun, - hun er overalt

Kåre, det nytter ikke noget, jeg kan ikke holde det ud! Jeg kan ikke holde det ud! græd hun, og i et fortvivlet forsøg bed hun alt hvad hun kunne i navlestrengen.

Kåre og Marianne og så forskrækket på hinanden gennem sprækken; de vidste ikke at båndet var blevet så følsomt. Bruden hikstede bare. - Jeg forlader dig! sagde hun.

- Jeg forlad-her dig! Og så rejste hun væk. Kåre havde i grunden ikke så meget imod det. Det var på mange måder lettere at leve som de var tvunget til at leve, nu hvor moren var ved at blive gammel og han var nødt til at begynde at tage hensyn til hendes tempo.

Han kunne desuden ikke gøre de ting han havde lyst til længere, han kunne ikke gå i byen med vennerne, hun blev hurtigt træt, og det var ikke for det, hun kunne godt sidde og sove i baren, sagde hun, men han havde ikke lyst, sagde han, han havde ikke brug for det længere.

I virkeligheden var han altid så flov når hun faldt i søvn; hendes hage faldt ned på brystet, og der løb savl ud ad munden på hende. Så han måtte klare sig uden.

- Du har altid være med til det jeg ville, mor, sagde han - nu kan jeg tage med til dine gøremål. Så han gik med hende til bingo. Til basar.

Og når hun faldt i søvn på offentlige steder, var han ikke så flov længere, han kunne tilmed synes godt om hende, når hun sad sådan med savlet hængende i en tynd tråd fra hagen:

Hun var hans mor, hun havde fulgt ham overalt. Han elskede hende. Til sidst havde han vænnet sig til et helt stille liv, til timer med at løse krydsord og strikke, til stadig længere eftermiddagslure, til alverdens tv-serier og radioprogrammer.

Til at sjoske rundt med tøfler på linoleummet. Til at gå i seng klokken ni. Det var roligt. Fredeligt. Men en dag midt i morgenmaden døde Marianne. Hjertestop, sagde lægerne, og Kåre var ikke til at trøste.

De mente desuden at når hun nu var død, blev de nødt til at skære navlestrengen over. For hvis ikke blev Kåre nødt til at flytte ind på kirkegården.

- Men båndet er blevet så følsomt, sagde Kåre, - det kommer til at gøre ondt! - Har du ikke hørt om bedøvelse, sagde de, og Kåre rødmede.

Det havde han jo, mumlede han. Så Kåre blev bedøvet. De forsøgte at adskille Kåre fra sin døde mor. Men det nyttede ikke. - Hvad fanden, råbte lægerne. - Vi nægter at tro det!

Moderkagen var skrumpet ind til en klump på størrelse med en rosin og havde sat sig fast på bækkenbenet, den var blevet til en del af skelettet. Ikke engang den del af navlestrengen som var begyndt at blive grønlig, kunne saksene, knivene, laserne klare.

Det nyttede ikke. Båndet var ubrydeligt. - Kåre, vi bliver nødt til at skære noget af hendes skelet hvis du skal gøres fri, sagde de. Kåre så på dem som om han var bange for at de ville slå ham.

Hans øjne var store, og ørerne lå fladt tilbage som på en hund, hviskede overlægen, som en hund vil han leve, da Kåre peb: - Nej, det er helt fint, det må I ikke gøre! - Så må vi simpelthen slå en lille knude på strengen, så stramt vi kan, for at forhindre hendes død i at sive over i dig.

Der er ikke mere vi kan gøre, Kåre, vi beklager, sagde lægerne. Kåre sagde at det var i orden. Bad dem bare om at få bedemanden til at lave et hul i kisten så navlestrengen kunne komme igennem.

Og søgte kommunen om byggetilladelse på kirkegården. Byggetilladelsen blev bevilget, men huset måtte ikke være højere end den højeste gravsten på kirkegården og ikke bredere end at de andre grave kunne stå i fred, noget der var helt i orden med Kåre, han havde under alle omstændigheder ikke så stor bevægelsesfrihed nu hvor navlestrengen var seks fod kortere.

Det var fint nok; han var vant til et stille liv og fortsatte livet som det havde været før moren døde, med krydsord, tv, radioprogrammer. Tøflerne skrabede mod væggen, han kiggede ud ad vinduet på de forskellige ligfølger som passerede et par gange om ugen.

For at se om han så hende. Hun som altid var med til begravelserne, og som altid så ud som om hun ikke kendte nogen af de andre som stod og græd og holdt om hinanden. Hun som altid stod lidt i udkanten, klædt i sort, med et lille blegt ansigt vendt alvorligt mod jorden.