Indledning
I takt med nye strømninger af teknologi, samt coronakrisen vanskeliggøres vores evne til at sætte pris på naturen.

Dog er vi blevet bedre til at gå en tur i den smukke natur, nu når foråret titter frem rundt om hjørnet. Naturen virker for nogle helende, og en gåtur i skoven er for nogen en måde at samle sine tanker på.

Disse strømninger af kærlighed for naturen har vi set i mange århundreder. Emnet om naturen og dens herlighed bliver især belyst i digtene ”Ved Söen” af Schack von Staffeldt og ”Morgen-Vandring” af Adam Oehlenschläger.

I disse digte får man et klart indblik ind i romantikkens forfatteres fascination og lovprisning af naturen.

”Ved Söen” er skrevet af Schack von Staffeldt i år 1804, og digtet er udgivet i ”Digte”. Digtet er fra universalromantikken og mange eksempler i digtet viser kendetegn fra nyplantonismen, altså ideen om at der både er en fysisk og en åndelig verden.

Uddrag
Søen beskrives som ”billedfuld” (strofe 1, linje 3). Dette er en metafor for de smukke spejlinger, der sker på søen, og disse spejlinger ligner et stort billede.

Brugen af dette ord giver en association til naturen, og samtidig med dette gør det det nemmere at forestille sig de omgivelser, jeget står i. Igennem digtet benytter Schack von Staffeldt sig af forskellige sproglige figurer.

Der ses blandt andet brugen af en epifor ”Hvi skilte du dig fra mig, fra mig?” (strofe 3, vers 3). Dette er en epifor da begge leddene i sætningen ender ens. I samme strofe er der et udbrud, og dette sker, når der siges ”Og dog hvor elsker, hvor elsker jeg dig!” (strofe 3, linje 4).

I netop denne verslinje er der også brugt en epanastrofe, hvilket betyder at den første del af sætningen slutter med det samme, som den anden del af sætningen starter med.

”En anden Himmel, en anden Natur” (strofe 2, linje 2). Her ser vi brugen af en anafor, hvilket er når begge led i sætningen starter med det samme.

Igennem hele digtet har man fulgt jegets længsel efter noget åndeligt indtil slut, hvor jeget når til en konfrontation med sit fulendte jeg og endda guderne.

Til sidst konkluderes det at jeget er nået tættere på det åndelige ”Min Aand lösner til meere end Dröm:”(strofe 4, linje 2), og her til slut mærker man især de nyplantonistiske træk i digtet, eftersom man mærker både den fysiske og den åndelige verden.