Indledning
Nu om dage taler man om ud-af-kroppen-oplevelser som noget, der giver en dybere ind-sigt. Kroppen er der, man føler sig tilpas. Man kan sanse sine omgivelser, og føle sig sikker på hvad man opfatter. I kontrast kan man forestille sig det hele i tankerne, og først når man kommer udover sine fysiske grænser, kan man lære noget nyt.

I Platonisme af A.W. Schack von Staffeldt fra digtsamlingen Siofna (1802), fortæller det lyriske jeg om menneskene, der længes efter den harmoni, der findes i idéernes verden, efter de er blevet stødt ned på Jor-den, hvor man er bundet til sin fysiske krop. Digtet sætter det begrænsende over for den uendelige fantasi, og beskriver menneskets stræben efter at finde oplysningen.

Uddrag
Digtet beskriver, hvordan mennesket stødes ned på Jorden efter at have været i himlen. Umiddelbart efter at være blevet udstødt, har menneskene himmerig i frisk erindring og længes efter at undslippe det nye, håndgribelige fængsel. Som tiden går, læges alle sår, og menneskene tager til takke med deres hjem og nyder Jordens sanselige sensationer, selvom de modstrider himlens værdier.

Digtet har en lukket komposition, der er opbygget af fem strofer, der hver er opbygget af seks vers. Enderimene følger et AABBBA rimskema, der giver digtet en fast rytme.