Indledning
Har vores univers flere verdener i sig, eller er det bare noget som vi mennesker bilder os selv ind?

Mennesket i dag lever med grundtanken om, at vi efterstræber sjælelivet i himlen, da vi mener at livet på jorden er bundet af vores grundlæggende drifter, mens livet i himlen er frit.

Forestil dig, at alle mennesker i denne verden levede med en dualistisk tankegang. Tanken om, at der grundlæggende findes to verdener

hvor sjælen er adskilt fra legemet, ånden er adskilt fra naturen, himlen er adskilt fra jorden og de idealer vi stræber efter, opnår vi aldrig, nemlig fænomenernes- og idéernes verden.

Det siges i virkeligheden, at der ikke er nogen modsætning mellem det åndelige og det fysiske, da den guddommelige ånd strømmer gennem hele den fysiske verden.

Universalromantikerne får denne erfaring gennem litteratur og kunst, samt ved at opholde sig i naturen. I digtet ‘’Indvielsen’’ kan det tydeligt via indholdet ses, at digtet er skrevet i universalromantikken.

Uddrag
Digtet Indvielsen er kronologisk fortalt, og det kan inddeles i tre dele. Første del som ’’todelt verden (dualisme)’’, anden del som ’’verden som en enhed’’ og tredje del som ’’todelt verden (dualisme).

Vi bliver i begyndelsen af digtet introduceret til det lyriske jeg. Jeget sidder ved havet og længes efter en anden verden end den almindelig verden: ’’… og så med Længsel i dybet ned’’ (Fibiger, 2010: 936, strofe 1: vers 3).

Her er der tale om en dualistisk verdensopfattelse, nemlig at verden er todelt. Jo længere frem vi når i digtet, får jeget indsigt i den verden, jeget længsel efter.

Verdenen kommer i et lykkeligt og unikt øjeblik til at fremtræde som en samlet helhed. Her er der tale om monisme.

Jeget bliver en del af denne helhed: ’’… et hjerte slog varmt og kærlighed alt, i alt mig vinked min egen gestalt’’ (Fibiger, 2010: 936, strofe 3: vers 17).

Dette stykke i digtet er, hvor alt er smeltet sammen. I digtets slutning ved strofe 4, er verden todelt igen og det påpeges at ’’… jorden (er) et fængsel’’ (Fibiger, 2010: 936, strofe 4: vers 20).

At jorden bliver sammenlignet med et fægsel, er et af det nyplatonismens hovedpunkter, tilsvarende at natten er livet, og dagen er døden.

Denne tredelte opbygning står i modsætning til ude-hjemme-ude fasen. I eventyrer kendes denne struktur som hjemme-ude-hjem

hvor hjemme kendes som orden/harmoni, ude kendes som uorden/disharmoni og hjem kendes som ny orden/ny harmoni. I digtet Indvielsen er denne struktur vendt på hoved så den hedder ude-hjemme-ude.

Her kendes ude som uorden/disharmoni/længsel, hjemme kendes som orden/harmoni og ude kendes som ny uorden/ny disharmoni/ny længsel.

Sproget i digtet på trods af at digtet er skrevet for 200 år siden, er sproget meget ligetil, det er poetisk.