Til den uendelige Natur | Analyse | Schack von Staffeldt

Indledning
Vi lever i den, forbruger af den og påvirkes af den. Naturen, som vi alle omgives af, samt dens relation til mennesket er foranderlig og forskellig.

Særligt i Universalromantikken sættes der fokus på menneskets nære relation til naturen og dets opfattelse af naturen som en levende sjæl, hvilket ses i Schack von Staffeldts digt ”Til den uendelige Natur”.

Kampagnefilmen ”Nature is speaking” viser et anderledes og nutidigt syn på naturen i relation til mennesket, hvilket understreger, at natursynet er foranderligt og påvirkeligt.

Digtet ”Til den uendelige Natur” af Schack von Staffeldt fra 1802 omhandler et lyrisk jeg og dets forhold til naturen.

Digtet er forfattet i den delperiode af Romantikken, som betegnes Universalromantikken (1800-18007).

Denne del af romantikken bygger på, at alt hænger sammen i én enhed, samt at alt har en dybere mening og er både åndeligt og er Gud, idet Gud findes i alt, han har skabt.

Uddrag
I digtet optræder et ”jeg”, som taler til et ”du” gennem poesien. Digtet belyser menneskets generelle natursyn i romantikken, hvorfor digtets lyriske jeg netop er et tilfældigt menneske, som betragter og taler til naturen.

Det lyriske jeg retter sine ord mod den uendelige natur, som er digtets ”du”, hvilket tilmed fremgår af digtets titel ”Til den uendelige natur”.

”Duet” er forbundet med noget feminint og uendeligt, idet Staffeldt blandt andet anvender ord som; Uendeligt væsen og Herlig moder til at skabe et billede af naturen.

Schack von Staffeldt indleder sit digt med første strofe, hvori vi præsenteres for en beskrivelse af naturen, som menneskelig og majestætisk:

”O natur, hvis fod urokkelig” . Naturen får gennem besjæling menneskelige egenskaber. Samtidigt skaber Staffeldts besjæling af naturen:

”Mens højtidelig en Stjernekrone, Om din klare Tinding drejer sig!” et dronningebillede. Naturen optræder som en guddommelig udødelig magt.

Under romantikken opstår et nyt natursyn, hvor naturen opfattes som et åndeligt og livgivende væsen, som ikke materielt set er menneskeligt, men som af mennesket anses som værende udødeligt.

I romantikken opstår tilmed en tvivl om, hvorvidt Oplysningstidens syn på verden med tro på fornuft og fremskridt er det sande.

Af den grund opstår postulatet om, at der findes noget dybere i form af et åndeligt væsen bag den daværende rådløse og splittede verden

hvilket mennesket kan forbindes med via fantasi og dets evne til at opfatte uden at gøre brug af logik, men nærmere ved at forstå noget umiddelbart.

Besjælingen af naturen fortsætter i anden strofe, hvori naturen opfattes som en moderlig figur: ”Du, ved hvis uendelige Bryst” .

Staffeldt lader gennem hele digtet ord som; Bryst, afkom, mage, barm, fødes og moder beskrive duet i et semantisk felt.

Naturen optræder i denne strofe som værende en moderfigur, som skaber et uendelighedsbillede:

”Uden Tal dit Afkom barnlig dier” , idet livet, altså naturens afkom på jorden flyder, og at der ingen grænse eller ende på skabelsen af liv findes.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned
  • Adgang nu og her
  • 20 Downloads
  • Ingen binding
  • Let at opsige
  • Adgang til rabatter
  • Læs fordelene her
Få adgang nu