Indledning
Lyserød er en pigefarve, og blå er en drengefarve. Det er den traditionelle opfattelse af farver, som jeg i hvert fald er vokset op med.

Som barn elskede jeg at lege prinsesse, og det var da uden tvivl min største drøm at blive til én, når jeg blev ældre.

Forleden gennemgik jeg mine barndomsbilleder, og her stødte jeg på et særligt billede af min fætter og mig, som næsten var nyfødte.

Jeg var iført en lyserød kjole med blomster på, mens min fætter havde et par blå jeans og en t-shirt med biler på. Selvfølgelig havde vi ikke selv valgt vores tøj, det var vores forældres beslutning.

Måske var det også derfor, at jeg legede med prinsesser og tegnede lyserøde blomster i min barndom, mens min fætter legede med biler. Det var bare sådan, det var. Men hvorfor egentlig?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Artiklen ”Tænk, hvis du faktisk ikke afgør dit barns fremtid” udforsker et grundlæggende forældrekoncept, der har udviklet sig i det senmoderne samfund, nemlig forældredeterminismen.

Sara Alfort diskuterer, hvordan forestillingen om, at forældres beslutninger afgør deres børns skæbne, har kreeret en skadelig forældrekultur og fokuseret på hvert et (ligegyldigt) valg, som forældre træffer, når de opdrager deres børn.

Vi befinder os i en tid, hvor vi bliver overvældet af ”do’s” and ”don’ts”, når det gælder om børneopdragelse. Alt fra amning til valg af madpakke, betragtes som en afgørelse af, hvordan din barns liv kommer til at se ud.

Fænomenet kaldes ”forældredeterminisme” som er troen på, at ”du har magten til enten at forpurre eller forbedre dit barns livschancer.

Don’t screw it”, som tydeligt beskrives i artiklen. Begrebet ”intensivt forældreskab” fremhæves også i artiklen, som siger noget om den forældrekultur, der decideret gør forældre bange for at ødelægge deres børn eller tilknytningen til dem, ved ikke at være nærværende konstant eller bruge massevis af penge og energi på at opfostre dem.

Forældredeterminismen har en negativ påvirkning af, hvordan vi tænker om vores barndom og forældreskab.

Dette skaber en situation, hvor hverdagen som at spise, sove og sætte grænser betragtes som værende vigtige og nærmest altafgørende læringssituationer.