Indledning
Der findes en gnist. En gnist der lever i alle velfungerende parforhold. Den kan dø, den kan leve eller også kan den være døende.

Parforhold er ikke altid en dans på røde roser, og nogle mennesker bliver tit revet med og ud i den kedelige hverdag, hvor alting bare er rutiner og man keder sig mere og mere jo længere tid der går, og andre virker til at have let ved at leve på den lyserøde sky. Uanset hvad, så vil der altid være udfordringer i et forhold, nogle bare mere end andre.

Uddrag
Jeg tror, at man i dag går alt for meget op i hvad andre folk tænker om ens partner og sig selv. Folk bekymrer sig for meget, om ens forhold fungerer på den rigtige måde, om man diskuterer for meget, eller tier diskussioner ihjel, men ingen forhold er ens og ingen kan fortælle den rigtige måde at have et forhold på.

Jeg tror på, at det er sundt på sin vis, at skændes med sin partner.

Jeg tror på, at det er sundt ikke altid at være enige om alting, for det er netop det der holder forholdet ”livligt”.

I forhold til artiklen: ”Du og din partner skal først blive urolige den dag, skænderierne stopper” (22. sep. 2018), - hvor de her i nævner dette: ”Så længe I skændes, er I under udvikling.”, kan jeg her referer til min ovenstående pointe.

Hvis man levede i et problemfrit forhold, så ville gnisten i forholdet hurtigere forsvinde, fordi alting kommer til at køre i hverdagens rutiner, og man vil hver for sig begynde at kede sig, og det vil måske endda lede til, at den ene partner begynder at tvivle på, om den anden stadig elsker en.