Indledning
Hjertet banker hurtigt. Øjnene farer rundt på skærmen, hver en eneste detalje skal opfanges. Adrenalinen kicker ind. Sus i maven. Hvad skete der lige? Konflikten optrapper og det første slag gives.
Kæben tabes. Slag, spark, skub og spyt kommer fra hver sin side af fjernsynet. Sved drypper fra pander. Nu er slåskampen i gang. Og så kommer den nysgerrige følelse hos seeren.
Endorfinerne udløses. Sådan er det i hvert fald for nogen, og spørgsmålet om, hvorfor man tilfredsstilles af vold på TV, er for nogle uvist.
Vold som filmisk virkemiddel er gennem tiden blevet et mere udbredt fænomen. Det er ofte, at man oplever vold i serier og film, når man ligger og streamer på Netflix, eller enhver anden streamingtjeneste.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Jeg kan faktisk godt sætte mig ind i det Hasselbalch postulerer. I hvert fald i nogen grad. Jeg har bare altid været i benægtelse.
For mig har det virket så sygt, at nogen mennesker finder nydelse i andres misfornøjelse. Jeg kan ikke lide når folk slås, jeg synes det er ubehageligt og egentlig synes jeg også det er unødvendigt. Den mening antager jeg, at mange deler med mig.
Men hvis uheldet er ude, og jeg støder på en slåskamp, om det så er på film eller i virkeligheden, så bliver jeg naturligvis nysgerrig.
Og lige meget, hvor lidt jeg bryder mig om det, så stopper jeg ikke med at kigge. Jeg vil vide, hvad der sker. Adrenalinen kicker også hos mig, jeg antager, at den også kicker hos dig.
Jeg bliver helt opslugt af slåskampens blomstring. Derved kan jeg også erkende, at det fungerer som et formidabelt kunstnerisk virkemiddel at bruge vold, for det fanger virkelig seeren. Især hvis instruktøren gør det rigtigt, og hvis det hænger sammen med plottet.
Jeg har set mange film, hvor der har været voldsscener, og en jeg synes udtrykker sig fint, er Blinkende lygter af Anders Thomas Jensen.
Man ser hovedkarakterens vrede over, at leverandøren for det første kommer for sent, men udover det, så leverer han de forkerte cigaretter.
Det virker som om, at leverandøren er uvidende om denne vrede, da han bare står og smiler eller kigger forvirret rundt. Men når han mindst venter det, så får han en på hovedet. Hovedkarakteren er ligeglad, han går bare.
Som seer er leverandøren ikke synlig for os, men vi ser dem, der udfører vold mod ham. Det eneste vi ser til ham, er at han får nikket en skalle og så er han sådan set på jorden under resten af slåskampen.
Det fungerer som et fængende virkemiddel, når karakteren, der bliver slået ikke kan ses, da det bidrager til nysgerrigheden hos en seer. Vi vil jo gerne se, hvordan han ser ud efter sådan en slåskamp.
Denne indstilling er relativt lang, hvilket får os til at føle, at handlingen på en måde er gået i stå, og vi dvæler i lige netop denne indstilling og handlingen i den.
Skriv et svar