Indledning
Du har tænkt på det længe. Han var din bedste ven. Nu ser du ham falde ned af den skrænt du så længe har drømt om at skubbe ham udover, du smiler lidt, ler blidt og vægten på dine skuldre forsvinder.
Sådanne situationer kommer de fleste nok ikke ud for, men tankerne og lysten til at hævne sig på et andet menneske kan derimod være til stede hos mange mennesker.
Film, bøger og generelt kunst er ofte fængende, fordi det fremmer følelser som vi kan genkende i os selv. Når det kommer til hævn i kunst
er det ofte de voldsomme metoder der bliver taget i brug, metoder som mange hævntørstige tilskuere selv på en ambivalent måde kunne have lyst til at bruge.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Man kan argumentere for, at de fleste mennesker er udstyret med en mekanisme, der bedømmer hvad der er rigtigt og forkert og balancen mellem ret og uret.
Når der pludselig sker en hændelse, der vender op og ned på tingene stræber de fleste mennesker, af instinkt efter at genskabe balancen.
Som Robert Zola Christensen nævner i teksten fra Bogen ”Hævn” 2013, sker der oftest en uret i fortællinger, der roder rundt på det hele, at derefter vælge hævn som motiv er en meget populær fremgangsmåde, mener Robert Christensen.
Man kan argumentere for, at den verden, der var i begyndelsen, går hen og bliver en form for dystopisk tilstedeværelse eller en følelse af, at der hele tiden er en sten i skoen.
Det kan blive det eneste hovedpersonen eller personerne ligger mærke til, og det der skal ordnes før hverdagen, kan blive normal igen.
Samtidig er der mulighed for at misforstå folk, hvis man ikke er klar over, at de er på hævntogt. Dette kommer Robert Christensen også med et eksempel på, til sidst i teksten hvor han beskriver en situation, i det han kalder den klassiske engelske krimi.
Han skriver om en herremand, der var blevet myrdet, men hvad man ikke vidste om herremanden var, at han havde en søn han ikke ville kendes ved, nemlig butleren.
Til sidst finder man ud af at det var butleren der havde myrdet ham. Dette kan ændre meningen med historien fuldstændig, da der før ikke var nogen bestemt grund til hvorfor herremanden var død, men pludselig giver det hele mening.
Hvis butleren var blevet dømt, og der ikke var beskrevet hvorfor han havde myrdet herremanden, ville der højst sandsynligt ikke være den samme mængde forståelse for ham.
Det kunne let have sat ham i lyset som en koldblodig morder, men fordi vi får en forklaring på hans hævnmotiv, giver det hele lidt mere mening for os.
Hvis man sammenligner den situation med den virkelig verden vi lever i, kunne der så ikke være nogle situationer hvor vores perspektiv er forkert?
Kunne det være at retssystemet var forkert på den, når de skærer alle ”mordere” over med samme kam? Kunne det være at man burde individualisere den sigtedes sag lidt mere end bare at sige:
”Han har dræbt en person, derfor skal han have samme straf som alle andre, der har gjort det samme”? Der må vel altid være en grund til at en person begår et drab, men det er vel ikke altid man hører om grunden.
Hvis enhver drabssag blev dykket ned i med et udgangspunkt, der byggede på at prøve at forstå hvorfor, i stedet for hvordan, hvor og hvornår, ville man så kunne give en mere ”personlig straf”.
Når vi ser en film med hævn som drivkraft forstår mange vel hvorfor hovedpersonen handler på en bestemt måde, men når det kommer til den virkelige verden, er der så en forskel?
Hvor går grænsen for hvor slem en hævn man må begå? Og Hvorfor er der forskel på hævn i film i forhold til virkeligheden.
Skriv et svar