Indledning
Førhen var kunstnere de helt store samfundsdebatøre, men hvor er de nu? Kunst er, og har altid været en integreret del i samfundet.

Under det moderne gennembrud, blev perioden og problematikkerne skildret gennem værker, og der blev lagt op til debat.

Store kunstnere og malere har været med til at bane vejen frem, og vist livet fra en anden synsvinkel. Kunstnere har tit en politisk agenda, de vil vise samfundet deres syn på virkeligheden.

Men nu til dags, ser vi ikke kunstnere er så politiske engagerede som førhen, den etiske renhedskultur overtrumfer altså viljen til at deltage i nationale problemstillinger.

Kunstnere viser tit virkeligheden fra flere aspekter, hvilket man ikke ser i medierne, når der diskuteres etiske problemer. Når diskussioner og problemstillinger foregår over medierne, så bliver kunsten glemt, hvilket har sine konsekvenser.

Uddrag
Men på den anden side, så siger Jane Sandberg også det ikke udelukkende er mediernes skyld: Mest til at sige ja, når de bliver spurgt, og nej, hvis settingen er, at de blot skal være med for at skabe lidt hurlumhej i bedste sendetid.

Kunstnere skal ikke bare være med, for at fremsætte fakta om det de har lavet, eller er med i. De skal have en anden tilgang, nemlig at være reflekterende og stille nye spørgsmål, som måske kan indlede til en ny debat om det pågældende emne.

Hun skriver efterfølgende, at vi selv som individ skal tage handling. Vi skal efterspørge kunsten og kulturens perspektiver. Vi skal ikke acceptere, at alt skal måles og vejes, men medmenneskelighed skal med.

Det har Mikael Jalving en hel anden holdning til, han skriver: der hersker i kulturlivet en forbløffende uvidenhed om stort set alt hvad der har med den sociale virkelighed at gøre .

Han mener tydeligt, at kunstnere ikke har noget at gøre i den offentlige debat, og man kan være sikker på det er fordomme der taler.

Han mener i de seneste år, kunstnere har sympatiseret med kommunister og aktivister fra en anden samfundsmodel.