Indledning
Oplysningstiden var en periode i 1700-tallet, der gjorde op med de gamle normer om mennesket, og sluttede med Den Franske Revolution i 1799, som var det første forsøg på at afskaffe enevælden1 og skabe demokrati2.
I Danmark var det en tid præget af oprør mod kongemagten og et særligt paradigmeskift i samfundet, skabt af tidens store tænkere, politikker og filosoffer som Struensee, Diderot og Locke.
Der skulle sættes fokus på naturens love, samfundets sammensætning og menneskets frihed. Mennesket blev nu opfattet som ræsonnabelt og fornuftigt, hvorimod tidligere umyndig og svag.
Her skulle mennesket selv tage ansvar og være i stand til at argumenterer sin egen sag. Særligt gennem borgerlige klubber landet rundt foregik de fleste oplysningstanker om det frie menneske.
De nye tanker skabte en radikal ændring i samfundet og opfattelsen af mennesket. Borgerne krævede rettigheder som kun kongen og adelen måtte benytte sig af.
De krævede retten til ytrings- og forsamlingsfrihed, samt løsrivelse fra det censurerede samfund.
Indholdsfortegnelse
Resumé 3
Indledning 3
Redegørelse 3
Analyse og fortolkning 5
Perspektivering 8
Diskussion og vurdering 9
Konklusion 10
Litteraturlisten 11
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I de borgerlige klubber under oplysningstiden blev der diskuteret politik og dertil drukket en masse. Det sidste der manglede, var drikkeviser og selskabssange til at løfte humøret.
En af de mange litterære profiler i oplysningstiden, der hjalp med det, var den danske forfatter og samfundsdebattør Peter Andreas Heiberg.
Han var inspireret af oplysningstidens tænkere og Den Franske Revolutions ideer om frihed, lighed og broderskab.
Heiberg skrev både dramatiske stykker, digte og viser. Hans kendingsmærke var hans ironi og satire, der findes i hans viser og digte.
Satiren blev en måde hvorpå, at han kunne afsløre samtidens moralske, sociale og politiske problemer. Det er et udtryk for hans egen holdning til samtiden.
Peter Andreas Heiberg var stor modstander af aristokrati, hvor eliten havde magten i samfundet. Han omsatte sin viden om aristokratisme til at kritisere det, og det blev et omdrejningspunkt i hans viser.
Således en kritik af samtidens hierarki af kongen, adelen og købmændene. Heiberg var en engageret deltager i de københavnske borgelige klubber.
Her blev der diskuteret politik, videnskab og filosofi. Sammen med vennen Knud Lyne Rahbek skrev de adskillige viser til klubberne.
De to viser ”Selskabssang” og Klubvisen hører indenfor genren lyrik. Lyrik bruges ofte til at udtrykke følelser, tanker og holdninger, og til at fortælle eller beskrive en historie.
Viserne gengiver hans kritik af det enevældige samfund og adelens magt. I analysen af viserne laves først en ydre og indre kompositionanalyse med forskellige fokuspunkter.
I visen ”Selskabssang” vil der være fokus på rim i den ydre komposition, samt fokus på lighed og ytringsfrihed i den indre komposition.
Derimod i Klubvisen kommes der ind på, hvad opbygningen af strofer gør for visen i ydre kompositionen, samt fokus på censur, ytrings- og forsamlingsfrihed i den indre komposition.
Skriv et svar