Indledning
I det moderne samfund er det ikke ualmindeligt og atypisk at bortforklare sin adfærd af rationelle årsager. Hvis man har noget imod en del af samfundet og andre mennesker, sætter man blot alt skylden på dem.

Uro i forstæderne afspejler hvad det vil sige, at der i et systematisk samfund er mangel på diversitet og forskellighed.

Leif Panduro fremstiller personerne i teksten så ens, at de betegnes efter bogstaver (K, F, P, S, B, V & L og Z), den fremmede mand som ”han” og borgerne i forstadskvarteret ”Vi”, eftersom de naturligvis også deler samme meninger.

Uddrag
I forhold til troværdigheden af fortælleren kan det siges, at der er delvise tegn af både troværdighed og utroværdighed i teksten. ”Min – ellers S´kone, jeg kan ikke huske, hvem det var, men det spiller ingen rolle…” (s.11, l. 37-38).

Her er der tegn på en utroværdig fortæller, eftersom man som læser har svært ved at tro på det, der bliver sagt, når jeg-fortælleren ikke kan huske hvem der overhovedet har sagt hvad.

Det vil sige, at usikkerheden gør udsagnet mere upålideligt; hvis jeg-fortælleren ikke har helt styr på, om det var hans egen kone eller ej, hvorfor bør man så stole på det.

Jeg-fortælleren fremtræder meget perfektionistisk og som om, at borgerne i samfundet lever et næsten perfekt liv, hvor de styrer og hersker alt: ”Dog er jeg på, at det var P, jeg sad ved siden af. I det hele taget tar jeg sjældent fejl.” (s.11, l.24-25).

Her er der tegn på en subjektiv holdning, eftersom det er jeg-fortælleren selv, som vurderer og mener, at han sjældent tager fejl.

Hans mening får ham til at fremtræde lidt arrogant, eftersom de ovennævnte citater er paradoksalt i forhold til, at han senere i teksten er tvivlsom på visse handlinger.

Det giver nærmest en negativ effekt, at han praler så meget, når hans udsagn om, at han sjældent tager fejl, ikke er korrekt. Panduro har i teksten gjort meget brug af at nævne novellens ”Vi” og ”han”: ”Om morgenen gik vi mænd hjemmefra til vort arbejde” (s.10, l. 8)) - her bliver læseren introduceret til miljøet, som mændene befinder sig.

De kan betegnes som at befinde sig i en middelklasse i samfundet, eftersom de har arbejde og tager toget dertil. Hvis de var en del af overklassen, ville det ikke være til forventning, at de skulle taget toget ind til byen for at tjene penge:

”Det var frygteligt for os, at vores tog hver dag skulle gennem de kvarterer, men vi var nødt til det for at komme ind byen, hvor vi tjente vores penge.” (s. 10, l.12-14).

Her kan det understøttes, at de i forhold til miljøet og den økonomiske status i kvarteret er en del af middelklassen, eftersom de skal køre gennem kvarterer, som de ikke engang har lyst til.

Hvis de var højere rangeret, kunne de blot have privatchauffører, som kunne køre dem direkte til deres destination.