Indledning
I det moderne samfund er det ikke ualmindeligt og atypisk at bortforklare sin adfærd af rationelle årsager.

Hvis man har noget imod en del af samfundet og andre mennesker, sætter man blot alt skylden på dem. Uro i forstæderne afspejler hvad det vil sige, at der i et systematisk samfund er mangel på diversitet og forskellighed.

Leif Panduro fremstiller personerne i teksten så ens, at de betegnes efter bogstaver (K, F, P, S, B, V & L og Z), den fremmede mand som ”han” og borgerne i forstadskvarteret ”Vi”, eftersom de naturligvis også deler samme meninger.

Uddrag
I novellen er der gjort brug af en jeg-fortæller med begrænset viden. Panduro har særligt gjort brug af den ydre synsvinkel.

Der er ikke adgang til personernes tanker og følelser - men derimod handlinger og replikker: ”… så smilede vi tilbage – blot for at demonstrere, at vi ikke mistænkte ham for noget.” (s.12, l. 24-25).

Her kan det blandt andet ses, at man som læser følger med og ser handlingen i teksten. Man visualiserer handlingen og forestiller sig, at de smiler - fremfor at befinde sig i deres reelle følelser.

Derved kan det være svært som læser at få overblik og vide, hvordan jeg-fortællerens humør egentlig er. Som læser skal man derfor selv tænke sig frem til, hvordan jeg-fortællerens psyke er.

I forhold til troværdigheden af fortælleren kan det siges, at der er delvise tegn af både troværdighed og utroværdighed i teksten. ”Min – ellers S´kone, jeg kan ikke huske, hvem det var, men det spiller ingen rolle…” (s.11, l. 37-38).

Her er der tegn på en utroværdig fortæller, eftersom man som læser har svært ved at tro på det, der bliver sagt, når jeg-fortælleren ikke kan huske hvem der overhovedet har sagt hvad.

Det vil sige, at usikkerheden gør udsagnet mere upålideligt; hvis jeg-fortælleren ikke har helt styr på, om det var hans egen kone eller ej, hvorfor bør man så stole på det.