Indledning
Jeg vil analysere teksten Uro i forstæderne af Leif Panduro, den er skrevet i 1960. "Uro i forstæderne" er en fiktiv novelle, som er skrevet i "jeg-form".

Nye og anderledes ting kan være udfordrende at acceptere i et lille samfund, og alting kan hurtigt gøres meget angstfyldt. I novellen kommer vi tæt på en helt anderledes historie, om en meget speciel og indelukket forstad.

Den handler om en forstad, hvor der bor ”pæne” mennesker, de er meget imponeret over deres perfekte kvarter, men en dag flytter en fremmed mand ind, hvilket skaber kaos og uorden.

Uddrag
Titlen ”Uro i forstæderne” giver os et indblik, inden vi har læst novellen, hvad der er på spil og allerede efter få linjer, skabes der uro, da den fremmede mand kommer ind i toget.

Dog er det ikke kun manden, der skaber uro for forstadens beboere, det er også kvarterene mændene, kører igennem for at komme på arbejde.

”Derved kom jeg til at sidde i fartretningen, hvad jeg ikke kan fordrage, fordi jeg så sidder og kigger lige ind i de kvarterer, jeg har fortalt dem om”.

Vi hører allerede tidligt, at de kun kan lide deres egen forstad og resten kan de ikke fordrage, og de viser, derfor de ikke vil være en del af samfundet.

Novellen starter i in medias res, hvilket er et af genretrækkene for en novelle. Der bliver skiftet mellem lange og korte sætninger, hvilket giver effekt af, at læseren føler, det er realistisk.

Han har skrevet direkte til læseren - ”De må forstå”, det medvirker til at vi som læser føler os mere inkluderet og prøver at forestille os scenarierne.

Forstadens beboere vil gerne have alt er systematisk og pænt, men kompositionen er kaotisk, med det menes der, at der er mange indskudte sætninger, som er hver gang han skifter fra vi til jeg fortæller.

Novellen starter i datid, men allerede efter få linjer, skiftes der til flashbacks. Novellen er socialrealistisk, det tænker jeg, den er, fordi de fine folk vælger at ”glemme” og se væk fra de fattige, og egentlig ikke er interesseret i dem.

De er også alle sammen. som beskrevet længere oppe ens, men det betyder ikke, de går ind for fælleskab, det virker, det til de kun gør, så længe det gavner dem selv, så ud fra det, kan man forstå de er meget individuelle og egoistiske.

Novellen er skrevet ret ironisk, og man kan fornemme forfatteren, også selv har sympati med personerne, og deres identiske måde ”Så var det K sagde – eller også var det P eller F eller S eller B eller V eller L eller Z – eller også var det mig!

Jeg kan ikke sige det, men det spiller heller ingen rolle, for vi er alle sammen fuldstændig ens ude i vores forstadskvarter.”