Indledning
Leif Davidsen, der er mest kendt for sine politiske spændingsromaner og kriminalromaner, har i denne omgang skrevet novellesamlingen ”Utahs bjerge”.

Der er ikke tale om kriminoveller, selv om der sker adskillige mord undervejs, og det er mere det alment menneskelige frem for det storpolitiske, der står tilbage efter læsningen.

En af novellerne i samlingen er som sagt ”Smartphones”. I novellen forsøger en hjemsendt soldat at få det til at fungere med sin kæreste, som han er godt forelsket i.

De lever begge i det travle storbymiljø, hvor hun arbejder og bor i København, mens han bor i Aarhus, hvor han om natten kører taxa, fordi han ”af og til svært ved at sove”. Hele novellen er fortalt med en jeg-fortæller, som gør fortællingen meget mere detaljeret og personlig.

Uddrag
Kompositionen af novellen hæmmes af den lettere sindsforvirrede fortæller, da de forskellige handlinger og sammenkoblinger forvirrer læserens overblik.

Den starter in medias res og slutter med en åben slutning, hvilket er et almindeligt genretræk ved noveller, som er en del af en større samling. Det hjælper nemlig læseren med at finde en sammenhæng mellem de ofte meget forskellige fortællingerne.

Et andet genretræk ved noveller er et lille personregister. Her skiller ”Smartphones” sig lidt ud, da der er mange mere ubetydelige bipersoner, så som AGF-fanen, den gamle soldaterkammerat og Henriettes curlingforældre, som alle er med til at forvirre hans og vores overblik.

Dermed bliver det også mere uvist hvor lang tid handlingen strækker sig over.

Det forvirrende passer perfekt ind i storbymiljøet, hvor historien udspilles. Det er her der er en million indtryk at forhold sig til, hvor du aldrig ved hvem du møder hvornår og i hvilken sammenhæng.

Det er præcist samme billede jeg får af vores fortæller, da man aldrig er helt sikker på, hvor og hvem han lige er psykisk.

Også sproget i novellen former sig efter både situation og omstændigheder, da vi flere gange oplever et skift mellem direkte tale og almindeligt skriftsprog.

De mange emneskift og ”lige på og hårdt” formuleringer, giver teksten et unikt indhold. Især måden hans seksuelle tanker om Henriette, viser hans unikke mangel på filter:

”Jeg er stangliderlig og havde forstillet mig hendes nøgne krop det meste af dagen”. 4 Dette er også et godt eksempel på stillejet i novellen, da det næsten er for lavt sammenlignet med hverdagens neutrale stilleje.

Sproget er meget beskrivende, så vi en til en får hans billede af Henriette som sin enestående redningskvinde.

Billedet af hende, bliver tydeligere ved hjælp af både retoriske spørgsmål og direkte tale, så vi selv kan sætte både person og lyd på hende.