Indledning
Jeg vil analysere novellen ”Uro i Forstæderne” (1962) af Leif Panduro. I novellen møder vi en gruppe borgere, som bor i en lille forstad, i et miljø hvor hver dag ligner hinanden.
En dag flytter en fremmed ind i bydelen, som skaber uro i forstaden. Beboerne er så overbeviste om at indflytteren er kannibal, fordi han ikke ligner dem.
Dette få får indbyggerne til at tage en forhastet beslutning, og spise den fremmede pga. deres mistanke og frygt for at blive spist.
I denne psykoanalyse af ”Uro i Forstæderne” vil jeg gå i dybden med det Psykoanalytiske spektrum ved brug af Sigmund Freuds personlighedsmodel
og beskrive hvordan Freuds forståelse af mennesket kommer til udtryk i teksten, samt novellens egentlige betydning. Desuden laver jeg en perspektivering til Emilie Grüen teksten fra forløbet Gys, splat og Freund.
Uddrag
Denne ukendte person som kommer til deres forstad, påvirker forstadens indbyggere. Han ændrer deres dagligdag, han tager deres faste pladser i toget og påvirker dem psykisk, og det eneste de vil have er, at alt vender tilbage til normalen.
Grunden til dette er at han ikke ligner dem, han tænker ikke som dem og ligner ikke dem. ”han havde et meget stort ansigt
sådan mørkt med kraftige læber og store kæbemuskler som spillede, mens han sad og læste avis, som om han sad og tyggede på et eller andet. Det burde vi ha tænkt over i tide” (Side 48 linje 3-6).
Beboerne er så vant til, at alting ligner hinanden, og intet er anderledes. Da der så kommer en person med udenlandsk baggrund fortolker de ham som farlig og bliver bange for hans tilstedeværelse i deres perfekte forstad.
Deres overjeg bliver nemlig sat på prøve, fordi overjeget er også den måde man skal begå sig i den virkelige verden
og da de ikke har oplevet andet end dem og deres forstad er det svært for dem at befinde sig i dagligdagen ved tanken om, at der er en fremmed til stede i deres safe place.
Skriv et svar