Indledning
I Den Danske Ordbog står begrebet ”terror” defineret ved ”voldshandlinger som nogen iværksætter for at sprede skræk og frygt i en befolkning, eller for at få visse krav opfyldt, i den hensigt at fremme et bestemt politisk eller religiøst mål”.

I juli 2011 blev Norge udsat for et terrorangreb i Oslo og på øen Utøya. Bag terrorangrebet stod den højreekstremistiske nordmand Anders Behring Breivik

der ifølge eget udsagn forsøgte at redde Norge fra kulturel ødelæggelse, og dekonstruktion af den norske etniske gruppe.

Karl Ove Knausgaards essay ”Mit fædreland” som blev bragt i Weekendavisen d. 19. august 2011, reflekterer over terrorangrebet på Norge, samt over terror i litteraturen og virkeligheden og hvad Norge betyder for en nordmand.

Uddrag
Appelformerne tager Knausgaard brug af i flere sammenhænge. Da Knausgaard er en anerkendt og trykt forfatter, er han kendt i flere forskelle dele af verdenen, hvilket gør at han anvender etos, da han virker særlig moralsk eller etisk korrekt.

Derudover anvender Knausgaard også logos i sit essay, da han taler til modtagernes fornuft når han blandt andet skriver ”Der stod, at over firs mennesker var dræbt på Utøya” (s. 2 l.56).

Her får man som modtager altså både noget sand og faktuel viden hvilket øger hans troværdighed.

Patos bliver også anvendt i teksten, da han skriver ”hvis en af vores nærmeste dør, er sorgen så stor og altudslettende, at det kan være svært at leve videre” (s. 1 l. 17).

Da folk er så følelsesladede efter sådan en katastrofe, fanger det mange når Knausgaard appellerer til deres følelser.

Igennem essayet bliver der taget flere forskellige stilistiske virkemidler i brug, som på sin vis er med til at øge effekten af teksten og argumentationen.

Anaforer ses flere steder i teksten, hvilket man typisk støder på i argumenterende tekster, og det ses når han skriver ”Dette menneske har et navn.

Dette menneske har en familie. Dette menneske har en verden. Ja, dette menneske er en verden” (s.1 l. 42).

Her ses nemlig en gentagelse i begyndelsen af flere led hvilket beskriver paralleliteten, som kan skabe en næsten hypnotiserende effekt på læseren. Der indgår også antiteser i teksten, hvilket er når der opstilles et modsætningspar.

Et eksempel på det er ”Men det er ikke vores sorg. Det er de andres” (s.1 l.14). Her fremhæver Knausgaard hvordan man tidligere har taget afstand til sorgen, når terrorangreb har fundet sted andre steder i verdenen.

For det har ikke været deres sorg. Det blev det først efter angrebet d. 22. juli. Andre stilistiske virkemidler såsom opremsninger og triader bliver også hyppigt brugt, hvilket kan gøre det lettere for læseren at huske Knausgaards pointer.

Det ses meget i starten (s.1 l. 5-8), men også mod midten hvor Knausgaard begynder at reflektere over menneskeheden, og hvad vi alle har at miste. ”Børnebørn, venner, kollegaer.