Sprog og virkelighed | Reflekterende Artikel

Indledning
Jeg lever i en verden, hvor sproglige kompetencer er en væsentlig forudsætning for, at vi kan kommunikere og dermed indgå i sociale relationer med andre mennesker.

Uanset hvilket slags sprog, vi har med at gøre, gælder det, at sprog er livsvigtigt i hverdagen og for mennesket som art.

Diskussionen om sprogbrug er et særligt ømtåleligt område, fordi sprog har en betydning for vores identitetsfølelse.

At jeg taler dansk og persisk, gør, at jeg både føler en identiet som dansker og iraner. På den måde er der en stærk forbindelse mellem sprog og identitet.

En kritik af mit sprog vil derfor blive opfattet som en kritik af mig. Dog undrer jeg mig over, hvordan krænkende sprogbrug kan være skadeligt for individer og grupper i samfundet?

Hvilken sammenhæng er der mellem sproget og menneskets identitet? Og hvordan udvikler sproget sig?

Uddrag
Noget tyder på, at jeg ikke er den eneste, som deler denne holdning. I artiklen ”Sprog skaber virkelighed” af Anne Dalsgaard fra 2018, fortælles der om, hvordan ord påvirker vores opfattelse af andre mennesker.

Dette kommer allerede til udtryk i starten af artiklen, hvorved et speciale fra Aalborg universitet belyser, at sproget i flygtningedebatten, smitter af på vores opfattelse af dem.

“Der tales om dem som naturfænomener på linje med stormen Bodil. Vi taler om at bygge dæmninger, og om at Europa ikke kan suge flere…”

siger de to specialeskribenter Katrine Ytzen Hermansen og Lone Lindstrøm Stephansen, og forklarer, at det er med til skabe afstand til flygtningene.

Nu, hvor jeg tænker nærmere over det, giver det vel god mening. For når flygtninge omtales som naturfænomener frem for mennesker, får vi jo ingen relationer til dem, og på den måde ej heller ingen forståelse for deres situation.

På den måde kan det argumenteres, at sproget gør, at vi opfatter verden og andre individer på bestemte måder. De to skribenter kommer med en interessant pointe i slutningen af artiklen.

De mener nemlig, at individer i samfundet er påvirket af hinanden, og som resultat ender man med at blive anset som anderledes, hvis man bruger en anden retorik end den gængse.

Dette kan ses i følgende citat fra artiklen. ”Politikerne kan være påvirket af medierne og omvendt… det kunne være interessant at finde ud af

hvornår sproget blev låst fast, så det nærmest ikke er tilladt at tale positivt om flygtningene og fx sige, at de kunne blive en ressource i vores samfund.”.

Jeg undrer mig derfor over, om sproget altid er noget socialt? Dvs. noget, vi har tilfælles med medborgerne i samfundet, og hvor konnotationerne og værdiladningen af begreberne defineres i fællesskabets brug og forståelse af dem.

Omvendt kan det undres om det i realiteten fratager menneskets ret til selv at bestemme, hvad man mener? Er man krænkende, hvis man ikke selv tillægger ordet en negativ betydning?

For man er jo nødvendigvis ikke racistisk, hvis ordet ”neger” for en selv har den objektive betydning: en person med afrikanske rødder.

Men hvis alle andre opfatter ”neger” som nedsættende, bliver det en underlig form for fornægtelse, hvis man anvender ordet i dens objektive betydning.

Vi får et sprogpoliti, som går og gør individer til racister, uden at de er det, men alene fordi de anvender de ord, som er til rådighed. På den måde mister man friheden til at bestemme, hvad man mener, når ordenes værdiladning bestemmes i fælleskabet.

Gennem tiden har det været selvfølgeligt at sondre mellem kønnene. Man blev enten kaldt for ”han” eller ”hun” alt efter, om der var tale om en mand eller en kvinde. I dag anvender eksempelvis Sverige det kønsneutrale ”hen”.

Men langt de fleste lande anvender de personlige pronominer ”han” og ”hun”. Jeg undrer mig derfor over, om de to pronominer sætter nogle snævre rammer for vores identiet?

Er sproget i realiteten med at til tvinge individet ind til en fastlåst kønsidentitet? Tager man et kig på det danske sprog, er det langt fra kønsneutralt.

I artiklen ”Kønnet i sproget” af Helle Birk fra 2016, belyses der, hvordan adskillige begreber i det danske sprog signalerer kønsforskelle og kønsidentitet.

Helle Brik nævner eksempelvis, hvordan jobsbetegnelser er kønsopdelt. Sygeplejerske, barnepiger og tjenestepiger er ofte forbeholdt af kvinder. Mens købmanden, politimanden og brandmanden ofte er forbeholdt af mænd.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu