Indledning
Spionen er en novelle, der er skrevet af Peter Seeberg i 1962. Spionen er hovedpersonen i novellen, som ikke har en identitet, da man ikke rigtig får en beskrivelse af hovedpersonen. Dette medfører at gøre novellen speciel og tankevækkende.

Derudover er hovedpersonen udfordret af, hvordan man agerer i den virkelige verden og hvordan man er i sociale sammenhænge. Det er ikke til gavn for hovedpersonen, tværtimod skaber det udfordringer for fortælleren.

Med en dæmon på hver sin side af sig selv og tanker, andre mennesker ikke vil tænke, går det nemt galt for hovedpersonen, når jeg-fortælleren er blandt andre mennesker.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
På holdet er der ingen, der snakker til ham og hvis der er, så er det meget kort. Men spionen bliver ved med at dukke op søndag efter søndag og efter 9 søndage vælger nummer 13 at tage fat i spionen, og vil snakke med ham. Han siger, at han ikke er som de andre.

Novellen er, som tideligere nævnt, skrevet i 1962, hvor novellen afspejler sig meget at være fra den tid.

Det kan man se, bl.a. ved, at det koster 5 kroner at leje en cykel for lørdag til søndag, som det jo langt fra ville koste den dag i dag. Novellen foregår over et år, da man ved

at spionen flere søndagsmorgner i træk har observeret cykelklubben på vej for at købe mælk og efterfølgende prøvede at være en del af cykelholdet i det pågældende år.

Det fysiske miljø bliver der ikke lagt meget vægt på, da det ikke bliver beskrevet så meget. Man ved, cykelklubben cykler ved Farum og Slangerup langs landskabet, men; ”Landskabet spiller ikke nogen rolle for os”.

Derimod beskriver ”jeg-fortælleren” sine tanker og opfattelse af, hvordan det er at være en del af cykleklubben.

Hovedpersonen har fra starten af ikke været velkommen i cykelklubben og det sociale mellem hovedpersonen og cykelklubben er dårligt;

”Der er en, som kigger hen på mig; han siger noget til en kammerat, og så ler de begge to. Latteren vandrer fra den ene til den anden

og en af dem rejser sig og råber noget til mig. Jeg ser dem alle le ad mig og føler, at jeg skammer mig. Jeg er jo ikke med; jeg søger om optagelse, indlemmelse som nummer fjorten, hvis det da er muligt”.

Det sociale miljø er ikke kun dårligt mellem hovedpersonen og cykelklubben, idet der også iblandt cykelklubben er en dårlig atmosfære;

”De andre lægger ikke særlig meget mærke til mig, men de er heller ikke særlig optaget af nogen anden, så det er ikke fordi jeg er ny

at de kun siger nogle få sætninger til mig, som jeg smiler af eller besvarer med enstavelsesord”. Passionen og målet med cykelklubben er ene og alene at cykle ruten.

Fortælleren i novellen er hovedpersonen, som også er en jeg-fortæller, hvilket gør, at vi som læsere, kun får novellen fortalt gennem hovedpersonenes synspunkt.

Alligevel kan vi som læsere tolke på, at cykleklubben ikke er specielt interesseret i, at hovedpersonen skal være en del af holdet og synes egentlig, det er meget underligt personen dukker uanmeldt op på et cykelhold;

”Jeg siger: "Er det en cykelklub I tilhører?" – Den ene svarer: "Nej." – Jeg siger: "Jeg har lyst til at være med. Er der noget i vejen for det?" – De ser op og ned ad mig. Så siger den ene:

"Du kan jo bare cykle bag efter os. Det er der ingen, der kan forbyde dig”. Fortælleren bliver dermed også beskrevet som om

at sine problemer er at være social med andre og har svært ved at vide, hvordan man opfører sig blandt andre mennesker.