Indledning
Mange tror, at et lykkeligt liv er uden regn, men uden regn kommer der ingen blomster. De fleste sigter efter at opnå et liv med mange penge, da folk tror, de kan købe sig til lykken.
Derudover mener nogen også, at løsningen på lykke er isolation. En isolation hvor al virkelighed bliver skubbet over i hjørnet eller helt ud af huset, så man ikke længere kan fokusere på det.
Er det virkelig måden hvorpå, man lever et lykkeligt liv? Er løsningen at skubbe al virkelighed væk, eller vil virkeligheden komme krybende, når man mindst venter den.
Dette skildrer Henrik Pontoppidan i novellen Muldskud fra 1889, hvor lykken pludselig vender efter at utopien afsløres.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Pontoppidan starter novellen med at skamrose den smukke villa, som det rolige ægtepar lever i: ”Der ligger i en smilende Egn mellem Skov og Sø en øde, bestandig ubeboet Villa
halvt et Slot, bygget af smukke røde Sten, med et lille Taarn,…”. Set i den sammentid novellen er skrevet, hvor der herskede stor ulighed, og litteraturen var et opgør mod denne ulighed, skal dette læses med et tykt lag ironi.
Igennem hele novellen gør Pontoppidan ofte brug af et ordentligt lag ironi, så vi oplever deres perfekte eksistens som det stik modsatte.
Selvom ægteparrets liv bliver beskrevet som smukt og lykkeligt, så er det egentligt meget monotont og kedeligt.
Dette afsløres igennem Pontoppidans stikkende kommentarer: ”Begge var de smaa, trivelige Skikkelser med denne ejendommelige Søskende-Lighed, der kan udvikle sig hos Ægtemager efter et langt og trofast Samliv.”
Det at Pontoppidan fokuserer på deres søskende-lighed, er en kommentar til den manglende romantik imellem dem.
Det lange og trofaste liv fremstår ensformigt og kedeligt i stedet for rørende og romantisk. De ønsker ikke engang børn, da de bringer sorger med sig.
Ægteparret er to flade personer, som nærmest smelter sammen til en, og de fremstilles herved som identisk med selve tidens overklasse.
Parret bliver på den måde et billede på overklassens type fremfor to individuelle personligheder, samtidig med sammenkobler novellen også velstand med egoisme.
Selvom parret har et smukt og overdådigt lille slot, deler de den ikke med nogen, og fordi de har skubbet al ulykke væk, ser de heller ikke i retning af de fattige.
Skriv et svar