Muldskud | Samfundskritisk litteratur

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Græsplænen er blevet gødet og trimmet. Den er grøn og flot, og så sker det, der ikke må ske: En bunke jord bryder overfladen, og et muldvarpeskud skyder frem på den ellers ensartede plæne. Den perfekte facade går i stykker, men for de fleste haveejere er det ikke en større bekymring.

I Henrik Pontoppidans ”Muldskud” fra Fortællinger (1899) oplever et ægtepar dog et brud på overfladen, der ændrer deres ellers harmoniske liv. En vagabond begår selvmord i deres have, og hans død efterlader et tydeligt aftryk i havens idyl som et muldvarpeskud i en pæn, grøn græsplæne.

Novellen ”Muldskud” begynder med en præsentation, der virker næsten eventyrlig pga. de mange positive miljøbeskrivelser. Ægteparrets villa ligger i ”en smilende Egn mellem Skov og Sø”, og den beskrives som ”halvt et Slot, bygget af smukke røde Sten, med et lille Taarn, sirlige smaa Karnapper og en lukket Glasveranda” (s. 1, l. 1-3).

Stedet emmer af idyl, og ægteparret har netop ønsket at skabe sig et beskyttet hjem, hvor ”Verdens Tummel” og ”Livets Jammer og Elendighed” ikke kunne trænge ind (s. 1, l. 15). Parret vil leve uden sorger og uro, og det gør de også i mange år.

De nyder deres rigdom sammen med et par tjenestefolk og deres to husdyr, en fed hund og en talende papegøje, og de føler, at de bor i deres eget lille paradis.

Begyndelsen skaber altså en følelse af ro og harmoni, men under overfladen gemmer der sig små tegn på, at idyllen ikke kan vare ved. Fx er parrets glasveranda om efteråret skjult ”af en blodrød, vild Vin” (s. 1, l. 3-4). De to tillægsord ”blodrød” og ”vild” viser, at der er truende kræfter på spil i haven, og især den blodrøde farve gør billedet uhyggeligt.

Midt i alt det smukke vokser noget vildt og skræmmende, men også udefra virker verdens grimme sider til at trænge sig på.