Analyse og fortolkning af ”Muldskud” sammenlignet med ”Rotter”

Indledning
Henrik Pontoppidan, en af de store forfattere i det moderne gennembrud, giver i novellen ”Muldskud” fra 1890 et billede af romantikken, med et strejf af samfundsrealisme, så novellen rammer lige i hjertet af det moderne gennembrud.

Han berører temaerne rig og fattig, lykke og ulykke, paradis og helvede og fællesskab og ensomhed, hvilket er meget omtalte temaer i det moderne gennembrud. I dag ser man op til de rige, og ønsker at bo i deres paladser med fred, havudsigt og lignende.

I novellen ”muldskud” bliver man en del af en familie der har det sådan, men midt i deres lykke og fred møder den præcis modsatte person: En fattig hjemløs, som ikke megen lykke i livet har.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Novellen Muldskud handler om et ægtepar der bor i sit flotte paradishjem, med flot have, tjenestefolk osv. Der vil de bo til deres dage slutter, og være lykkelige. De vil ikke have nogen børn da det giver ulykke og sorg.

En kommer en tjenestemand løbende med skælvende ben, og fortæller herren at en hjemløs har hængt sig i deres joppenesiske lysthus.

De får ham fjernet, men ægteparret er stadig bange for at gå udendørs, selvom huset er fjernet og træet han hængte sig i fældet. Dog ender det med at familien flytter et andet sted hen i et stort hus og finder lykke der.

Fortælleren i ”Muldskud” er en alvidende 3. persons fortæller, hvilket man kan se i linje 49 side 1 hvor der står:” Børn havde de aldrig haft og heller aldrig ønsket sig. De vidste, at den, Gud giver Børn, giver han ogsaa Sorger, og det havde netop været Formaalet for enhver af deres Handlinger saavidt muligt at sikre sig imod enhver Bekymring.”.

Man kan se at fortælleren er alvidende, da han ved, hvordan ægteparrets fremtidsønsker er, og hvad de frygter, nemlig de sorger der kommer med barnet. Fortælleren er også lidt ironisk, hvilket Henrik Pontoppidan også ofte er i hans skrivestil.

Fx når han beskriver drengen der har hængt sig selv, og hænger død fra træet af:” Det var midaldrende Fyr med kønne, endnu i Døden talende træk”. Her formår Henrik Pontoppidan alligevel at kalde fyren køn midt i denne skrækvækkende begivenhed, hvilket er ironisk.