• Dansk
  • Uddannelse: HHX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 2354

Indholdsfortegnelse
1. Selvbiografi og identitet
2. Tæt på det private
3. Hovedstolen
4. Hovedstolen
5. Selvbiografi og barndom – litteratur og traumer
6. Bøddel, offer og medløber
7. Selvbiografi og dobbeltkontakt
8. Dobbeltkontrakten
9. Paratekst
10. Selvbiografi og det litterære værk
11. Villy Sørensen
12. Selvbiografi og medieverdenen
13. Holdningsændring i forhold til litteraturforskning
14. Selvbiografier – mere end blot værker.
15. Individualismens guldalder og den mediepåvirkede selvfremstilling.
16. Virkeligheden er et socialt teater

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Claus Beck Nielsens projekt fra 2000 gik ud på at skabe så meget omtale fra politiet, medierne og ikke mindst i aviserne.

Det lykkedes ham allerede en måned efter at bosætte sig i København – udklædt som hjemløs, uden CPR-nr eller noget om hans sociale baggrund - at læse historien om Claus Nielsen i Ekstra Bladet.

Claus Nielsen vakte en stor omtale i medierne og hos politiet blev han beskrevet som ’’Et stk. uidentificeret omvandrende objekt.’’

Da avislæsere kendte Beck Nielsen som multikunstneren, dramatikeren og forfatteren ud fraet billede i avisen, kunne de godt fornemme, at det hele var et litterært eksperiment – snarere et fiktivt ego i den danske historie.

Projektet medførte flere reaktioner fra socialarbejdere, og i 2003 blev der skrevet en bog om hans selvbiografi.

Denne historie gav i nyere dansk litteratur en tendens af bogen Dødsdromen, skrevet af Gordon Inc i 2001, hvor han via sin selvbiografi prøvede at opnå identitetsproblemet – hvem er jeg?

---

Ordet selvbiografi hedder autobiografier på græsk, som består af tre dele: Autos-bios-graphe, der oversat betyder selv, liv, og skrift.

Selvbiografi er en bog, der beskriver en persons liv- og oplevelser og som skildrer et helt livs udvikling, som er skrevet eller berettet af personen selv.

Et godt eksempel på dette er Claus Beck Nielsen, som havde en menneskelig erfaring. Ud fra sine erfaringer og oplevelser, beskrev han sine inspirationer om sit eget liv.

Selvbiografi skal altid være i 1. person ental ’Jeg-fortæller’, så læseren kan leve sig ind i forfatterens historie. Handling giver ikke altid tilfredshed, men der er ingen tilfredshed uden handling.

Det vil sige, at læseren vil finde historien uinteressant, hvis historien minder om den almindelige liv. Men for at gøre læseren tilfreds og finde historien interessant, skal en selvbiograf også være lidt utroværdig og samtidig overdrive i historien.