Indledning
Digtsamlingen ‘’Langt væk og lige om hjørnet’’ er skrevet af Sara Rahmeh. Hendes digtsamling blev udgivet d. 22 januar 2021.

Digtsamlingen handler om splittelse mellem de to kulturer i hendes liv og en identitetskrise hun går igennem i hendes opvækst.

Hovedsageligt skriver Rahmeh knækprosa digte det vil sige at sproget er almindelig skønlitterær, men opbygget som et digt ved at der ikke er tegnsætning.

Hendes digte er skrevet fra hendes egen perspektiv derfor optræder der et ‘’jeg’’ i digtet som er det lyriske jeg. Her er det nemlig det lyriske jeg som er digtets fortæller, der omfavner fortællerens følelser, tanker og tilstande.

Uddrag
Rahmeh bruger bruger både metafor og symbolik i digtet ‘’klemte listefødder træder varsomt mellem landminerne udenfor min dør’’ (1.9).

Det som Rahmeh mener her er at når hun går uden for hendes dør så træder hun varsomt mellem ‘’landminerne’’, det symboliseres som en sprængladning som er konstrueret til at eksplodere

hvis den bliver udsat for at trædes på. Rahmeh mener, at når hun går ud af sin dør så passer hun på fordi hun føler, at hun går mellem landminer.

Hun føler sig utryg og usikker når hun er udenfor sit hjem, fordi at hun er bange for at begå mindste fejl som vil eksplodere hendes verden i stykker.

Hun anvender også personifikation “selv tavsheden har fået nok af mig”. Rahmeh føler hun har været tavs alt for længe, så derfor har tavsheden i sig selv fået nok af det. Hendes tavshed er så slem at hun personificerer den til et menneskeligt følelse.

I digt 13 tager hun igen brug af metaforer “rødbedehummus” (l. 3) og “skyskrabere af tvivl” (l. 19). Her definere hun tvivlen som skyskrabere, det vil sige at det er store tvivl.

Hun bruger også bandeord ‘’fy for helvede’’ (1.4) det der udtrykkes er hendes vrede mod supermarkedet Irma for, at ødelægge den arabiske madkultur, her kommer metaforen fra (l. 3) til udtryk.

Hun er oprevet over at man blander noget arabisk som hummus og noget dansk som rødbede sammen. Hun synes ikke at man skal prøve at fordanske hummus.

Rahmeh bruger symbolik her ‘’min stemme er ikke et talerør for en minoritet’’ (1.9) Rahmeh udtrykker sine følelser ved, at understrege at hun ikke snakker for en vis minoritetsgruppe.

Hun snakker ikke for vegne af andre, men kun for sig selv. Hun prøver at få accept fra danskerne/samfundet ved at vise, at hun ikke er som andre og, at hun gerne vil få æren for at blive accepteret af samfundet for det har hun prøvet så længe på.