Indledning
Der findes ingen fejlfrie mennesker i verden. Nogen er selvfølgelig værre end andre, men ingen er perfekte. Inden for de seneste år er der dukket utallige historier op om kunstnere, der er anklaget for bl.a. misbrug, vold eller at have ytret sig krænkende.
Kunstnere er heller ikke perfekte, selvom de tit bliver sat på piedestaler. Vi sætter ikke kunstnere i samme boks som alle andre mennesker og derfor bliver størstedelen af dem heller ikke dømt for deres anklager, men hvordan kan det være?
Er det, fordi deres værker bliver en redningsvest for deres handlinger? Eller kan man godt adskille værk og kunstner?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Smollerup hævder desuden, at Michael Jacksons musik lagde grundstenene for moderne popmusik og har haft, så stor betydning for populærkunsten og danseverden, at det er umuligt at viske hans indflydelse væk.
Måske skal vi i denne debat erkende, at det netop er de mærkelige, anderledes og til dels forfærdelige kunstnere, der ender med at skabe de mest anerkendte værker.
Se bare på den tidligere kriminelle og nu afdøde digter Yahya Hassan, der formåede at skabe en vigtig debat om livet for unge med indvandrerbaggrund gennem hans digte eller den hollandske maler Van Gogh, der skar sit eget øre af.
Dog sker det ofte, at kunsten med tiden bliver større og mere værdifuld end kunstneren. Selvom kunsten selvfølgelig ikke ville have været her uden kunstneren, har Michael Jackson og andre kunstnere måske igangsat en proces de ikke længere er en del af og dermed et fællesskab de heller ikke har skabt, men været inspirationskilde til.
Fordi et godt kunstværk påvirker kulturen og andre kunstværker, som ikke nødvendigvis forsvinder, ligesom Michael Jackson har påvirket andre kunstnere og danse stilarter.
I artiklen gør Smollerup brug af gendrivelse, idet hun inddrager Amalie Haves modsatte synspunkt og skyder hendes argumentation til jorden.
Det viser sig nemlig, som Den Korte Radioavis finder frem til, at Amalie Haves Spotify-liste buldrer af kunstnere med ridser i lakken og dermed sætter Smollerup spørgsmålstegn ved, om alle kunstnere med ubehagelige skyggesider skal boykottes.
For hvor går grænsen egentlig? En vigtig pointe vi bliver nødt til at huske i denne debat er, at de fleste sager er anklager mod kunstnere.
Dvs. de er altså ikke dømt for, hvad de har gjort og der er ikke beviser for, om de er skyldige eller ikke. Derfor skal man nok også passe på med at pege fingre.
Nogle vil mene, at de først skal boykottes, når de er erkendt skyldige, mens andre ligesom de der kritiserer Michael Jackson, mener det er nok bare at være anklaget.
Skriv et svar