Indholdsfortegnelse
Bilag 1) 2
Hvor meget skal staten blande sig i borgernes trivsel? 2
Bilag 2) 5
Mange danskere er ligeglade med sundhed 5
Bilag 3) 7
Den private velfærd fylder mere og mere i Danmark 7
Bilag 4) 9
Den offentlige sektor på skrump 9
Bilag 5) 10
Vi er på vej mod velfærdsstaten version 2.0 10
Bilag 6) 11
Den sociale arv har konsekvenser hele livet 11
Bilag 7) 12
Ulighed i sundhed – Statistik 12

Uddrag
Med tiden er der fra statens side kommet en mere udbredt regulering af borgernes sundhed. Det kan hjælpe med at reducere uligheden i, hvor sundt vi lever, men indskrænker samtidig den personlige frihed hos den enkelte.

Rygestopsordning, bevægelsestilbud til familier med moderat overvægt og kurser i at håndtere angst og depression er blandt de 26 nye initiativer, som forebyggelsesog idrætsudvalget i Gribskov Kommune har udarbejdet i den seneste tid.

Trine Egetved-Sørensen (K), der er formand for udvalget, mener, at tilbuddene er nødvendigheder for at fremme sundheden og trivslen blandt borgerne.

”Når vi har lavet sundhedsprofiler, kan vi se, at der er flere, der drikker mere. Flere, der bliver ensomme. Flere, der får psykiske udfordringer. Kommunerne er forpligtede til at hjælpe borgerne

når det er så slemt, at de skal have noget hjælp. Det handler om forebyggelse, oplysning og om at opspore problemerne tidligt,” siger Trine Egetved-Sørensen.

Og det er der flere gevinster ved.
”For det første kan det hjælpe til at opdage sygdomme tidligt. Så kan borgerne få et bedre liv, inden det går galt.

Og for det andet er der selvfølgelig også en økonomisk gevinst ved det, hvis vi når at hjælpe borgerne, inden de kræver behandling,” siger hun.

Men hvem ved, hvad ”et bedre liv” er? Det gør den enkelte selvfølgelig, mener Trine Egetved-Sørensen.

”Vi har selvfølgelig en grundlæggende ret til at leve vores liv, som vi vil, men jeg synes også godt, at vi kan nudge lidt ved for eksempel at oplyse borgerne om, at hver anden, der ryger, dør af det.

Det er ikke, fordi man som borger bliver påduttet at have en bestemt bmi eller være ikke-ryger, selvom en mindre sund livsstil kommer til at påvirke samfundsøkonomien negativt i sidste ende.

Det handler for mig i stedet om at skrue lidt på tingene ved at lave tilbud til dem, der ønsker det.”

I mange af landets andre kommuner er der lignende tilbud med fokus på borgernes trivsel og mentale sundhed.

Senest har Odense Kommunes sundhedsudvalg i går drøftet et forslag om en belønning i form af gavekort til gravide rygere, der tager imod kommunens rygestoptilbud.

Kasper Ejlertsen (S), formand for sundhedsudvalget, fortæller, at de med forslaget følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og Statens institut for folkesundheds undersøgelser, der viser, at et økonomisk incitament kan motivere nogle til at stoppe med at ryge.

”Selvom effekten er størst på den korte bane, er det positivt, hvis et økonomisk incitament kan afholde den gravide fra at ryge under graviditeten, så barnet undgår følgeskader.

Vi har en ambition om en røgfri generation af unge i 2025 og en røgfri by i 2030, og vi vil gerne hjælpe dem, der har det sværest.

For at det ikke blot skal blive tomme ord, er det vores opgave at sætte handling bag med forslag som dette,” siger Kasper Ejlertsen og tilføjer, at tilbuddet til de gravide naturligvis skal være frivilligt.

I Københavns Kommune er man gået skridtet længere og har for eksempel gjort det til et krav, at kommunens sosu-hjælpere træner i arbejdstiden

hvilket kommunen håber vil nedbringe sygefraværet og mindske risikoen for, at personalet nedslides. Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF)

ser det som sin opgave som chef for de 10.000 medarbejdere at sørge for, at sosuhjælperne kan blive ved med at håndtere de tunge løft i løbet af arbejdsdagen.

”I et samfund som det danske, hvor der er en kæmpe ulighed inden for sundhed, synes jeg, at det er vigtigt, at det ikke er borgerens uddannelse eller indkomst

der afgør, hvilke muligheder den enkelte har for at leve sundt. Der er mange, der ikke har overskud til at gå ned i træningscentret, når de kommer hjem fra arbejde.

Hvis man skal bryde med den ulighed, der er i sundheden, skal staten gøre det lettere at leve sundt, og det har vi som kommune også en opgave i at sikre ved for eksempel at indføre obligatorisk træning i arbejdstiden,” siger Sisse Marie Welling.

Men ifølge Mia Amalie Holstein, der er velfærdspolitisk chef for den borgerligeliberale tænketank Cepos, er sådanne tiltag at blande sig for meget i borgernes trivsel.

”Når man tilbyder nogle mennesker behandling for overvægt, stigmatiserer man dem, der måske ikke har set sig selv som overvægtige tidligere, men nu bliver peget ud.

Hertil kommer, at der ikke er entydig dokumentation for, at indsatser mod overvægt virker. Man går alt for langt med denne type interventioner.

Det samme gælder, når det offentlige stiller krav om obligatorisk træning i arbejdstiden for at reducere sygefraværet. Det er en klar overskridelse af privatsfæren, og evidensen halter,” siger Mia Amalie Holstein.

Hendes kritik af den obligatoriske træning i arbejdstiden skyldes særligt to faktorer. For det første har hun ikke fået påvist nogen evidensbaseret effekt på sygefraværet ved træningen

selvom kommunen ligger inde med undersøgelser om, at blandt andet medarbejderne nakkesmerter er reduceret som følge af træningen.

For det andet kan kravet om træning ifølge Mia Amalie Holstein ikke forsvares moralsk. Det offentlige bør nemlig ikke kræve, at borgerne tilpasser sig en sundhedsprofil efter myndighedernes ideal.