Uddrag
Dette debatindlæg skrevet af Freja Gru, handler i korte træk om, at hun hele sit liv har ventet på, at livet bliver som en dans på roser og at der er fe-støv drysset ud over det hele.

Da hun så bliver 18 år gammel og indser at livet stadig ikke er sådan, føler hun sig skuffet som aldrig før.

I min analyse vil jeg blandt andet komme ind på Roman Jakobsens kommunikationsmodel, selve kompositionen, argumentation og sproget.

Ud fra Roman Jakobsens kommunikationsmodel, kan man sige at afsenderen af debatindlægget er 18-årige Freja Gru, som er gymnasieelev og hun har kaldt sit debatindlægget for ”Jeg vil derhen, hvor jeg lærer både mig selv og andre at indse, at livet er skuffende”. Modtageren er både kvinder og mænd, nok mest i alderen 18 plus.

Det er lagt op på kristeligt dagblads debatsektion og kristeligt dagblad er optaget af tro, etik og eksistens spørgsmål. Ud fra modellen er det den emotive funktion, som er den mest dominerende.

Den emotive funktion er knyttet til afsenderen og dækker over, at afsenderen giver udtryk for sine følelser og holdninger i sin meddelelse.

I denne tekst høre vi meget omkring Frejas holdninger og følelser. Hvor en af de meget centrale er da hun siger ”livet er hverken en dans på roser eller fe-støv.

Livet er derimod en dans på glasskår - sådan vil det i hvert fald føles, hvis man følger tidens toner og tror på både positiv psykologi og selvhjælpsbøger” og hvor hun herefter siger ”for hvis man gør det, så bliver livet en stor og meget ubehagelig skuffelse.

En skuffelse, man ikke vil acceptere, fordi man tænker, at den skal kureres. Men livet er ikke kun positivt, og du kan ikke hjælpe dig selv væk fra denne sandhed”.

Her får man en meget klar ide om hendes følelser og holdninger til livet, hvor vi kan mærke at hun er meget frustreret over, at livet ikke bare er perfekt.

Hun har et meget stærkt budskab og kommer faktisk til sidst, med en erkendelse hvor hun så siger ”man ville finde en større accept af, at livet nu engang er, som det er.

Og i stedet for at udskyde livet, fordi nuet ikke er tilfredsstillende nok, ville man måske begynde at omfavne det”.