Glykæmisk indeks | Noter Biologi

Indholdsfortegnelse
Formål:
Teori:
Materialer:
Fremgangsmåde:
Resultater:
- Resultatbehandling:
Diskussion:
Litteraturliste:
- Bøger
- Artikler
- Forsøgsvejledninger

Uddrag
Formål:
I dette forsøg bestemmes GI for en række udvalgte fødevarer.

Teori:
Glykæmisk indeks (GI) er en indikator på, hvor hurtigt et kulhydrat fordøjes og hvor stor en stigning i blodglukoseniveauet det medfører.

Man betragter fødevarens GI på, hvor stor en stigning i blodglukose en fødevare giver, sammenlignet med den stigning glukose medfører.

GI-værdien for glukose sættes til 100. GI måles fra 0-100, hvor en fødevare med GI over 70 betragtes som højt, hvorimod en fødevare under 55 GI betragtes som lavt.

En væsentlig faktor i GI på en fødevare, er dets indhold af simple/hurtige- og komplekse/langsomme kulhydrater.

Simple/hurtige kulhydrater, heraf monosakkarider og stivelsesholdige forarbejde fødevare som Cornflakes, optages hurtigere end langsomme kulhydrater, og vil derfor give et hurtigere og større udsving i blodglukoseniveauet, hvilket giver dem en højere GI-værdi.

Stivelsesholdige forarbejdede fødevare er lave på fibre, hvorfor de er letfordøjelige og optages hurtigt.

Monosakkarider består af et enkelt sakkaridmolekyle og forekommer oftest i søde frugter, som vandmelon.

Monosakkarider som druesukker, skal ikke igennem samme fordøjelsesproces som polysakkarider, i stedet bliver de optaget direkte fra tyndtarmen til blodet via. mikrovilli.

På den anden side vil komplekse kulhydrater skulle igennem en længere fordøjelsesproces og vil derfor give et mere langsomt men stabilt udsving i blodglukoseniveuet, da de fylder mere i maven og sænker optagelseshastigheden.

Spiser man derfor et måltid der er rigt på komplekse kulhydrater, som stivelse og cellulose (kostfibre) fra fx havregryn, så vil man derfor føle sig mere mæt i længere tid.

Dog vil man ikke opleve den samme hurtige energiøgning og udsving i blodglukoseniveauet.

Komplekse kulhydrater/langsomme kulhydrater er udgjort af polysakkarider, heriblandt cellulose, der er lavet af lange kæder af monosakarrider og skal derfor først spaltes til frie monosakarrider af glykosidaser for at de kan optages i blodet.

Stivelse er udgjort af polysakkariderne amylose og amylopeptin, som hver indeholder mange glukosemolekyler, der er bundet sammen af α-1,4 og α-1,6 glykosidbindinger.

Disse bindinger skal først nedbrydes for at kroppen kan optage kulhydratet som frie monosakkarider.

Polysakkariders fordøjelsesproces starter i mundhulen imens maden tykkes, hvor glykosidase-enzymet spytamylase, spalter glykosidbindingerne mellem sakkridmolekylerne i stivelsen.

Kun 3-5% af den samlede stivelsesmængde nedbrydes i mundhulen. Herefter ryger maden ned i spiserøret, der fører maden videre ned i mavesækken via peristaltiske bevægelser.

I tyndtarmen hydrolyseres det resterende stivelse til dissakrider, som maltose, der består af to monosakkarider, via enzymet bugspytamylase fra bugspytkirtlen.

Herefter vil dissakaridderne i tyndtarmen blive spaltet til frie monosakarrider ved hjælp af enzymer i tyndtarmsvæggen, som laktase og invertase, hvorefter monosakarrider som galaktose og fruktose/frugtsukker bliver omdannet til glukose.

Kroppen har ikke enzymerne til at nedbryde cellulosen ß-glykosidbindinger, hvorfor noget af dette passere ufordøjet gennem fordøjelseskanalen og noget bliver omdannet til substrat for tarmbakterier.

Derudover bliver noget af kostfibrene brugt til at stabilisere blodsukkeret efter et måltid.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu