Indledning
At en kvinde bliver gift i en sen alder i dagens Danmark er meget normalt, og hun vil heller ikke blive nedgjort i samme omfang, hvis de har en affære uden for ægteskabet.
Vi lever i dag i et samfund, hvor man gifter sig og skilles som man har lyst, men sådan er det ikke i Henrik Ibsens naturalistiske drama ”Gengangere”, der blev udgivet i 1881.
For hvad sker der egentlig, når kærligheden bliver familieredning og ikke en forelskelse eller omvendt at forelskelsen i virkeligheden er familie?
I ”Gengangere” får vi et indblik af en familie fra overklassen i Det Moderne Gennembrud, som for mange er det uproblematiske liv og uden bekymring, hvilket ikke er tilfældet her.
Her bliver læseren taget med i et univers, hvor emner som køn, samfundets normer og det at være en ”genganger” holder sit store indtog.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
” Sådanne spørsmål drøfter jeg ikke med Dem, frue; dertil har De langtfra ikke det rette sind.
Men at De tør sige, at det er fejgt af Dem –!” siger Pastor Manders og Fru Alving efterfølgende svarer ”Hvis jeg ikke var så gudsjammerlig fejg
som jeg er, så vilde jeg sige til ham: gift dig med hende, eller indret jer som I vil; men bare ikke noget bedrag”.
Ud fra sammenhængen kan vi se, at selvom det i den tid var normaliseret at gifte sig ind i familien, så mener Fru Alving stadig, at det forkert og det er bl.a.
her hendes moderne tankegang kommer til udtryk. Allerede i første akt beskrives, hvordan der ligger fiktionstekster, som romaner i stuen, hvilket ikke var sædvanligt at læse som kvinde dengang og vi får at vide, at skrifterne understøtter hendes tanker.
Udover at være optaget af de moderne tanker er hun også utraditionel og ærlig, idet hun vælger at åbne op om hendes ægteskab og hvordan hun egentlig havde det:
”Ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det?
Ud fra sammenhængen ses det, at hun ikke lægger skjul på hendes forhold, hvor der normalt var lagt skjul på kvinden som levede, som en ”stille eksistens”.
Fru Alving prøver gennem stykket at holde skjul på hendes mands personlighed, og giver omverdenen en opfattelse af, at han var en god mand, men han i virkeligheden var hende utro.
Efterhånden, som afsløringen presser på kommer vi til stykkets klimaks, hvor Fru Alving afslører sandheden om Hr.
Alving for sin søn. Idet begivenheden finder sted, udbryder der en brand i asylet, som resulterer i, at asylet blive nedbrændt til grunden.
Skriv et svar