• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1216

Indledning
Der har ikke altid været bred enighed, om at demokratiet er den ”korrekte” styreform - det er det end ikke i dag, enkelte steder.

Efter Athens - og dermed demokratiets - nederlag omkring 400 år f.Kr. ansås demokratiet faktisk som en meget uattraktiv styreform verden over.

Den primære årsag til dette var at folk mente, at en al for stor del af magten blev tildelt folk der var ukvalificerede til at tage betydningsfulde valg.

Sådan forholdt det sig i over 2000 år, indtil oplysningstiden endelig kom i slutningen af 1600 og genopfandt ideen om et demokrati.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Som læser kan man helt tydeligt mærke Stockmanns frustration, og man deler den med ham. Han har sandheden med sig, og hans eneste ønske er at dele den med befolkningen.

Han har imidlertid ikke magten til at dele den, og idet han forsøger, får den folkevalgte borgmester befolkningen vendt mod Stockmann, eftersom sandheden vil være til ulempe for borgmesterens kommende valg.

Henrik Ibsens drama udtrykker derfor også i høj grad en kritik af det repræsentative demokrati, da den folkevalgte politiker er mere interesseret i, hvad der er godt for sig selv end hvad der er godt for borgerne.

Antageligt ligger Stockmanns frustration med demokratiet i bund og grund i forskellen mellem ret og magt - det er altså ikke altid dem, der har magten, der har ret.

I så fald er der vel ikke rigtig nogen styreform, Stockmann vil være tilfreds med, for hvilken styreform foreskriver at magten bliver tildelt personen der har ret?

I netop dette tilfælde med noget giftigt badevand, er sandheden jo meget utvetydig, men hvad med i tilfælde, hvor sandheden ikke er fuldkommen binær? Hvordan bestemmer man så sandheden?

Stockmann er ikke den eneste forfatter der har et kritisk syn på demokrati - særligt det repræsentative.

På KØN-museet i Aarhus kan man finde en udstilling med forskellige Astrid Lindgren-værker, hvor der her er et af hendes citater: ”politik er alt for vigtigt til at overlades til politikere” (se bilag 1).

Astrid Lindgren giver ligesom Henrik Ibsens En folkefjende udtryk for, at (nogle) politikere er for magtorienteret til at man kan overlade magten til dem, idet de vil gøre alt der står i deres magt, for at beholde magten, fremfor hvad der er det ”rigtige”.