Uddrag
Racisme bunder i frygt for fremmede. At møde andre mennesker som på en måde er præcis ligesom os, men på samme tid fuldstændig anderledes, kan virke skræmmende.

Ikke udelukkende fordi de måske ser anderledes ud, de har også andre værdier, holdninger, tanker og opfattelser. Måske snakker de ikke engang dansk.

Er det ikke lettere bare at gå forbi hinanden på gaden med blikket i jorden, i stedet for at blive tvunget til i den andens øjne at konfrontere det faktum, at vi er forskellige?

Når ikke engang sproget som vi snakker, er det samme, er det så ikke lettere at ignorere den franske latter eller den arabiske stemme?

I bund og grund er det nemmeste vel egentlig bare at adskille de andre fra vores samfund og sørge for, det kun er de ægte, etniske danskere som befolker vores grønne landskab og hejser Dannebrog på mærkedagene.

Et gammelt ordsprog fortæller, at en fremmed blot er en ven, du endnu ikke har mødt endnu. Det er ikke til at vide, om det er sandt, men hvad hvis det var?

Tænk hvis tyrkeren, som står ovre i hjørnet, helt alene, var den sjoveste du længe havde mødt? Hvad hvis du rent faktisk kunne lære at se livet fra vinkler, du aldrig før havde set?

Ville det være en skidt ting at få forståelse for en anden kultur eller religion?