Indledning
Det er i dag ikke en sjældenhed at se en ubehøvlet, bumsebefængt teenager kaste et blik af forvirring ned på sine dinglende ikke-bundne snørebånd og ikke vide
hvordan i alverden sådan et mystisk stykke snor skal bindes, men blot håbe på, at mor snart kommer og hjælper med at klare mosten.
Dagens teenagere, så kloge og begavede som de er, kan i dag ikke en gang noget så simpelt som at pudse næse, som Henrik Okkels i hans tekst fra Politikken i 2011 med titlen ”Slapheden breder sig” pointerer.
Nutidens teenagere får alting serveret på et sølvfad, og forældrene har for travlt med, at lille Peter ikke må opleve noget ubehageligt, at de glemmer at opdrage deres børn til at blive selvstændige og ansvarlige unge voksne.
Børn og unge har aldrig haft det nemmere, og denne tendens er skyld i, at vores samfund er fyldt med børn og unge, som praktisk talt kun går op i, hvordan de ser ud, hvad de får i karakter, og hvem der ryger ud af Paradise Hotel næste uge.
Det er nemlig ikke svært, når mor og far nok skal tage sig af alt det praktiske og sørge for, at lille Peters dyre mobilregning bliver betalt.
Men er alt dette sandt, eller er det bare en virkelighed som Henrik Okkels ved hjælp af tomme påstande og fordomme, har fået skruet sammen?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Henrik Okkels sprog er af lav stil, hvilket kan ses på det relativt enkle sprog med lette ord gennem teksten, som har en tendens til at bruge talesprog og blasfemi.
Brugen af lav stil akkompagneres af parataktisk sætningsopbygning, hvilket let kan ses på det hyppige brug af konjunktioner som ”og” og ”men” som sammen med manglen på logos
fortæller os en del om hans skrivestil og endda lidt om hans intellektualitet, da han både benytter sig af en masse postulater og netop denne sammensætninger af sproglige virkemidler.
Eksempel på parataktisk sætningsopbygning (S14L2): ”Men hendes alternativ er også skræmmende: 20 minutter på en grussti i en fredelig provinsby, langs en å kranset med piletræer og siv og nu i foråret fyldt med lappedykkere og ænder og snart ivrige ællinger i mødrenes kølvand.”
Han bruger en slags antitese, som sætter disse to ting, som er modsætninger i hans hoved, op mod hinanden.
Her menes der altså hans generation af unge og den nuværende generation af selv samme aldersgruppe. Han sætter sin generation op som værende eksemplariske, mens den nuværende karakteriseres som doven
og at den nærmest lever i skyggen af hans generation (Tredjesidste sætning): ”Undervisningen blev ikke underordnet deres forudsætninger - men de kæmpede med kravene med krum hals og løftet hale ligesom de unge i Kina og Indien i dag.”
og (S14, sjettesidste linje) ”Der må ikke stilles krav. Alt skal være morsomt og let. Undervisningens indhold skal tilpasses elevernes forudsætninger og forventninger.”
Henrik Okkels benytter sig også af hyperbel til at få sine pointer til at blive letforståelige, men også til at gøre grin med gendrivelse (første sætning):
”Min kones klaverelever kan ikke pudse næse.” og (sidste linje, side 14) ”De forskere, der påstår, at de undersøger virkningerne af tv- og smartphones-kulturen er selv ramt af den overfladiskhed
som de skulle undersøge.” Ud over brugen af hyperbel forekommer ironi også. (S13L9): ”Verdens bedste…”
Skriv et svar