Barnet, der er lykkeligt, kan også føle sig ensomt

Indledning
Ensomhed er en af de følelser i verden, jeg frygter mest. For nylig så jeg dokumentaren "Rita og Aages sidste dans" i forbindelse med TV2's demensuge.

Det er en smuk og utroligt rørende fortælling om et ægtepar, der kæmper mod Alzheimers sygdom, en form for demens. Dokumentaren berørte mig dybt og satte tankerne i gang omkring ensomhed.

Ensomhed er forfærdelig, når man oplever den, og det er ikke det samme som at være alene. Det gælder både for voksne og børn.

Artiklen "Det lykkelige barn er også et ensomt barn" i Kristeligt Dagblad den 21. november 2015 handler om, at ensomhed er en grundlæggende vilkår.

Den er skrevet af Freja Bech-Jessen og tager udgangspunkt i Jens Andersens syn på Astrid Lindgrens børnelitteratur.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Der er forskellige synspunkter på ensomhed i den offentlige debat, og Psykiatrifonden har en mere negativ opfattelse af ensomhed end artiklen.

Ifølge psykolog Ditte Charles i en video på Psykiatrifondens hjemmeside bliver ensomhed for nogle mennesker en "permanent skygge i deres liv".

Der må derfor være unge mennesker, der mangler troen på, at ensomheden vil forsvinde, i modsætning til Ronja. Charles påpeger også, at "ensomhed er en tabubelagt følelse", og det fik mig virkelig til at undre mig.

Jeg hører ofte i debatten, at flere og flere børn og unge føler sig ensomme. Det undrer mig, hvorfor noget, der desværre er relativt almindeligt, også er tabubelagt at tale om.

Men der er mange almindelige ting, der er tabubelagte, især når det kommer til kroppen. Så måske var min tanke egentlig mere rettet mod, at ensomhed ikke burde være tabubelagt.

Hvis man talte om det, ville problemet måske mindskes. Men hvorfor er ensomhed tabubelagt i dag? Artiklen nævner kort, at børn og unge i dag er afhængige af deres smartphones:

"Frygten for ensomhed (...) er tydelig at se i den panik, der breder sig blandt børn og unge, når de i et øjeblik ikke har selskab eller deres smartphones."

Måske kan en del af forklaringen på tabuiseringen af ensomhed findes her. I en meget tidlig alder får børn adgang til et socialt liv på sociale medier 24 timer i døgnet.

Hvis de føler sig ensomme, ved de, at de kan søge nye og gamle kontakter med et enkelt klik. Men i princippet kan de have online-venner over hele verden uden at have et eneste tæt venskab.

Det burde være nemt at have og få venner. Men det er det ikke nødvendigvis, og jeg kan godt forestille mig, at det kan skabe følelsen af skam og utilstrækkelighed. Måske er det med til at øge tabuiseringen af ensomhed yderligere.