Indledning
Min veninde er lige fyldt atten, da vi beslutter os for at køre ud mod Astersvej og se mit barndomshjem. Små sten fra grusvejen flyver op omkring bilen
mens den gamle gård med de store marker kommer nærmere og nærmere. Men markerne er nu udskiftet med en stor lang vej.
Laden, legehuset og orangeriet er alle sammen revet ned og blevet erstattet af fine, nye sommerhuse med store vinduer.
Fårene, hønsene og gæssene er for længst væk, og dammen der engang var fuld af fisk og haletudser er nu fuld af grus og cement.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
De samme tanker gjorde Doug Aitken sig, da han skabte værket ”House” i 2010. I det utroligt tankevækkende værk ser man Dougs mor
der sidder med tårer i øjnene, mens hendes hjem bliver revet ned om ørerne på hende. Videoen er skabt til at vise, hvor forfærdeligt det kan føles, når noget man knytter trygheden til braser sammen
men også den lettelse man kan føle, når man endelig er sluppet fri for alt det, der engang var. Mens huset bliver smad-ret, sidder Dougs forældre lige så stille og kigger hinanden i øjnene.
Selv med tårer og støv i øjnene ser de rolige ud. Måske er det fordi, at de i virkeligheden føler sig trygge i hinandens selskab. Selvom hjemmet, de så længe har boet i, bliver revet ned rundt omkring de
sidder de lydløst på en bænk og lader det ske. Måske kan man i virkeligheden overleve at forlade de trygge omgivelser, og bevæge sig ud i noget nyt og anderledes?
Skriv et svar