Indledning
Ungdommen nu til dags er den gængse sætning, som den ældre generation ynder at bruge med en svag knytnæve, og det alvorligste ansigt, man har set farmor have i lang tid.
I artiklen ”den sproglige fascisme breder sig” af Kresten Schultz-Jørgensen, hæver han en metaforisk knytnæve til universitetsstuderende, hvor han som censor i højere grad oplever et tab af skriftsprog og en sejr af ukorrekt grammatik, fordomme og ingen logisk sammenhæng eller sans for argumentation.
I en tid hvor vi i højere grad oplever en overtagelse af teknologier og de digitale medier, kan man undre sig over, om ungdommen nu til dags så er blevet et rent maskineri af korte tekstbeskeder og forkortelser, eller er vi blot blevet en effektiviseret udgave af den foregående generation, der med frygt i øjnene ikke tør møde sin bedre ligemand.
Optimer dit sprog - Klik her og bliv verdensmester i at skrive opgaver
Uddrag
Han prøver altså at manøvre sin negative kritik af unge igennem ved at på samme tid, at komplimenterer unge.
På den måde skaber han et argument, der føles mindre angribende trods dets alligevel angrebsfulde natur, der både kalder ungdommen dum og uvidende og desuden med hovedet nede i digitale medier.
Ved at tilkendegive ”åndssvage” brug af ord eller sætninger i sin artikel til at bakke sine påstande op som ”totalt long gone”, fremkommer sætningerne endnu mere åndssvage, og man undrer sig, hvorvidt en elev i virkeligheden kan finde på at skrive ”spade” eller lignende i sine skriftlige opgaver.
De lejlighedsvise eksempler på talesprogsbemærkninger, sandsynligvis fra de ringe skrevet opgaver, som han italesætter, er der ingen tvivl om, er en understregelse af hans pointer om netop hvorfor, at skriftsproget er gået tabt.
Denne type belæg kommer dog til at virke barnlig og betvivler hans autoritet, idet han i stedet latterliggør de studerende, som stoler på hans fortrolighed.
Dertil kommer også, da han beskriver universitetsstuderendes skriftsprog som 11-årige, hvilket usandsynligvist kan være sandheden, og derfor kun må være en overdrivelse af sandheden, der blot får Kresten Schultz til at virke lidt barnlig.
Umiddelbart fremkommer Schultz artikel meget ensidig, da den er fyldt med synsninger, såkaldte synsninger han selv er imod, hvor han er ude af stand til at komme med løsninger på den problematik, som han selv opstiller, men blot kritisere den.
Trods sine velbegrundede argumenter fremstår artiklen egentligt mest af alt som en lang køre kritiske observationer, han ikke selv har tænkt sig at forholde sig til med en løsning.
Skriv et svar