Indledning
Jeg har fået til opgave at skrive en analyserende artikel, hvor jeg undersøger, hvordan forholdet mellem børn og forældre kan fremstilles i kunst og litteratur med udgangspunkt i novellen Latter (1995) af Naja Marie Aidt.
Jeg vil på baggrund af den perspektivere til European Eksperimental Painting (1992) af Michael Kvium. Novellen Latter handler om en lille almindelig familie bestående af mor, far og barn.
Det er en helt almindelig aften hjemme hos familien, faren beder sønnen, Andreas på 13, om at hente teen. Han pointerer, at han ønsker sukker i sin.
Andreas smutter i godt humør ud og henter teen. Han kommer tilbage med teen, faren smager og anklager ham for at have glemt sukker.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Vi bliver smidt direkte ind i novellen med in medias res. Novellen starter ud med ”Nu råber han til sin mor: „Skrid! Lad mig være!””.
Flash forward bliver brudt da moren forlader værelset i et ”uvejr af latter som vokser i hende” . Kompositionen af novellen er simpelt opbygget.
Den er ikke kronologisk, eftersom den starter med in medias res. Den er bygget op efter 2-1-3, fremfor den typiske kronologiske novelles 1-2-3 opbygning.
Den er opbygget efter hjemme-ude-hjemme princippet, set bort fra flash forward starten. I begyndelsen er vi hjemme, det er hyggeligt, det er roligt, familien ser tv.
I midten sker der et brud på harmonien, vi er altså ude. Der opstår en konflikt, familien brydes op, de skændtes og der opstår et kontraktbrud.
Til sidst ender vi dog tilbage hjemme. Far og søn ser tv igen, de hygger og stemningen er atter rolig igen. Konflikten er altså løst.
Novellen er ældre (fra 1995) men stadig relevant. Den er relaterbar og kunne sagtens være skrevet i dag. Det er altså en moderne novelle.
Forfatteren, Naja Maria Aidt, bruger et mere moderne sprog i den direkte tale i dialogerne mellem barn og voksne, hvilket må indikere, at den tager sted hos en moderne familie.
Hun bruger hverdagssprog og bandeord: ”Skrid! Lad mig være!” , ”Nej, nu må du fandeme tage dig sammen” og ”Du er så luddoven” . Dette er et sprog, man ikke vil finde i noveller fra mange år tilbage.
Dengang viste man mere respekt som barn overfor sine forældre (og andre voksne), men dette sprog er mere ubehøvlet og respektløst.
Det er tydeligt at se som læser, at der under konflikten ikke er meget respekt mellem forældre og børn, hvilket også er nutidsagtigt.
I ældre dage var noveller typisk også idylliske, man udtrykte ikke tingene præcis, som de var med provokerende sprog, som det bliver gjort i Aidts novelle.
Sproget er dog realistisk, relaterbart og hverdagsagtig: ”Hmm ...” Faderen rører rundt i sin kop, „vær nu stille, så vi kan se den film.” (…)
Skriv et svar