Indledning
Ulykken er en novelle skrevet af Tom Kristensen i 1924. Tom Christensen var fra 1893 og beskriver sin årgang, som ”årgangen der snublede fra starten”. I 20’erne hvor denne tekst også er skrevet, var Tom Kristensen frodig og udgav meget med stor succes.
Ens for hans tekster i denne periode var, at de var meget konfrontationssøgende og han havde en vilje til at opsøge kaosset. Det er denne novelle fra Tom Kristensens hænder også et fremragende eksempel på.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Novellen skrives i 3. person, og tager udgangspunkt i Erland Erlandsens synspunkt, men vi har også 4 venner med som en vigtig del af fortællingen.
Nemlig Billedhuggeren, Pressefotografen og den stille Hoff. Gering tilstøder senere selskabet, og de 5 kammerater er samlet.
Personerne i teksten er beskrevet med en titel eller tillægsord, ” Det var den lange mørke Digter” (s.54 l. 15), det gør personerne meget firkantede, og de er derfor nærmere typer end en person. De kan ses som udtryk for den ekspressionistiske skrivestil, der blandt andet bygger på de 5 sanser.
Billedhuggeren bruger sine hænder til arbejdet, hvilken indikerer at han må være følesansen, samtidig med er han vist som den mest følsomme af de fem, ”Et barn”! sagde Billedhuggeren. … ”For galt! Et barn!” raabte Billedhuggeren (s. 56 l. 21 og l. 26), da de på vej til Ulykken ser nogle med en barnevogn på vej hjem igen.
Pressefotografen må være synet, det er oplagt til hans job, samtidig stirre han bare fortabt på Gering, da han kommer med nyheden.
Hoff er smagssansen, Der var den stille Hoff med de lyse Øjne halvt lukkede, medens han tilbagelænet i Sofaen indsugede Nikotin og Fortrolighed” (s. 54 ll. 10-12).
Erlandsen er svære at sætte en sans på, da han er vores hovedperson, men han har igennem historien travlt med at fløjte, og vi må derfor give ham høresansen, Han skuttede sig i sin Ulster og gav sig til at fløjte igen (s. 55 ll. 28-29).
Den sidste Gering giver vi lugtesansen, han emmer af en vis mystik og har med det samme opfanget at der er sket noget stort - Han har lugtet lunten.
Tilsammen udgør de sansemennesket, der danner udtryk ved at arbejde sammen, men også hver for sig. Dette ser man tydeligt beskrevet når de bevæger sig hen mod Ulykken, nærmest som om sanserne bliver vækket.
Saa skyndte de sig af Sted. De halvt løb og halvt gik. Undertiden spredtes de i Hastværket ud over den mørke Vej, hvor kun enkelte Lygter lyste op.
De gik ubevidst altfor tæt op ad hverandre, sagde halve Sætninger, greb halve Ord. (s. 55 ll 36-40) Netop sanserne er også vigtige, når man skal redegøre og analysere den skrivestil Kristensen har i novellen.
De indtryk personerne oplever bliver beskrevet med stor detalje, farve- og sanserige beskrivelser. Ekspressionismen forsøger at skabe et udtryk i stedet for impressionismens indtryk.
Man brugte metaforer, et farve- og sansemættet sprog, fri rytme og pludselige brud.
Man arbejdede med de emner man tog op, i deres rå form og de ekstreme sindstilstande var eksistentielle ikke kun for, men specielt Tom Kristensen. Det handlede om at fravriste virkeligheden den skønhed man nu kunne.2
Skriv et svar