Problemformulering
I denne opgave om ulykken på atomkraftværket Tjernobyl i 1984, vil jeg redegøre for omstændighederne før og under ulykken.

I redegørelsen vil jeg kort inddrage udviklingen af atomkraften i efterkrigstiden. Jeg vil analysere ulykken, ved at undersøge og forklare hvorfor lige netop Tjernobyl sprang i luften - med fokus på især af designet af værket.

Ligeledes vil jeg i analysen inddrage Sovjetunionen og den Kolde Krig, og ved at se på forskellige aspekter af ulykken med en samfundsmæssig og teknisk faglig indfaldsvinkel, vil jeg i opgaven anvende DEPOSE-modellen på Tjernobyl ulykken.

Endelig vil jeg give en kort vurdering på, hvordan Tjernobyl påvirkede verdenssamfundets syn på atomkraftværker.

Indledning
Kl. 01.23 (lokal tid) den 26. april 1986, ved byen Pripyat, ca. 18 km nord-vest for byen Tjernobyl, i det daværende sovjetisk styrede Ukraine (Ukrainsk SSR), eksploderer reaktor nr. 4 på Tjernobyl-kraftværket.

Eksplosionen er så kraftig, at reaktorens flere hundrede tons tunge låg af stål og beton sprænges af, hvilket blotlægger de radioaktive kernelementer.

Endnu en eksplosion forekommer, hvilket starter en brand, der resulterer i en enorm røgsky af radioaktivt materiale, der i løbet af flere uger spreder sig udover store dele af nord- og østeuropa.

Tjernobyl ulykken bliver verdenskendt som den værste atomkrafts ulykke til dato.

Indholdsfortegnelse
Problemformulering
Tjernobyl ulykken
- Fra atombombe til kommercielle kraftværker
- Tjernobylværket og Sovjetunionen
- Nedsmeltningen
- DEPOSE modellen
- Atomkraftens fremtid
Konklusion
Kilder

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
En af de økonomiske fordele ved RMBK reaktoren på Tjernobyl, var at den var billig på flere punkter.

Udover almindeligt vand, blev der anvendt lavt beriget uran (2%) som brændsel, i modsætning til andre typer reaktorer og kraftværker hvor der anvendes uran af højere berigningsgrad (3-5%) dvs. uranen var billigere, da den ikke krævedes længere berigelses processer.

---

Den 25. april 1986, var der på Tjernobylværket planlagt en test af reaktor nummer fires nye spændingsreguleringssystem.

Testen var ledet af ingeniører, der ville teste hvor længe de kunne køle reaktoren, efter de havde slukket for værkets egenproduktion af strøm, og dermed den kontinuerlige elektriske strøm til hovedkølepumperne.

Under testen, skulle strømmen til hovedkølepumperne produceres, kun ved brug af den damp der var i systemet, samt turbinernes moment – indtil nød-dieselgeneratorer tog over.

Formålet med testen var at simulere en rigtig nødsituation, hvor værket pludselig lukkede ned, strømmen blev afbrudt og sikkerhedsforanstaltninger ikke slog til.

Man ville undersøge hvor lang tid det ville tage før nødgeneratorerne, tog over. Tiden før nødgeneratorerne startede og leverede nok strøm til kølepumperne var udregnet til 60-75 sekunder, og denne strøm var altså kalkuleret til, at kunne komme fra turbinernes moment og dampen i systemet.

For at kunne udføre denne test, måtte operatørene overskrive flere automatiske sikkerhedsystemer, blandt andet den såkaldte ECCS (emergency core cooling system - nødkølesystem) 13, noget operatørerne af værket klagede over til blandt andet de ingeniører der ledede testen, da det var en handling i strid med værkets egne sikkerhedsprotokoller.

Testen skulle forløbe ved et kerne output på 700-1000 MWt (termisk energi, ikke at forveksles med effekt), men som følge af en operatør fejl, faldt niveauet til 30 MWt, så for at kompensere tilbagetrak man mange kontrolstænger og kernen blev stabiliseret ved 200 MWt, hvor man besluttede at udføre testen14, selvom testning, ifølge sikkerhedsprotokollerne, ikke var tilladt under niveauer på 700 MWt.

Ligeledes var det heller ikke tilladt at have under 15 kontrolstænger i kernen på noget tidspunkt – da testen startede var der kun otte. 15 Herefter skete en lang række ting: Damptilførslen til turbinerne blev lukket af, turbinernes moment holdte hovedkølevandsystemet i gang og dieselnødgeneratorerne blev igangsat.

Men momentet var ikke stort nok og nødgeneratorerne for langsomme til at nå fuld styrke, hvilket betød at kølevandet flød langsommere gennem kernen.

Vandet varmedes op med enorm hast og det termiske energiniveau steg fra 200 MWt til 530 MWt på få sekunder. Som følge af den positive void effekt, blev der dannet en enorm mængde damp i kernen.

På dette tidspunkt blev der trykket på nødstilfælde knappen i kontrolrummet og kontrolstænger begyndte at indtræde i kernen, men det var for sent; brændselselementerne sprækkede og en dampeksplosionen sprang reaktorens øvre låg af. Kontrolstængerne satte sig urokkeligt fast, kølevæsken fordampede og dækkede dermed ikke længere brændselselementerne.

Disse elementers metalhylstre af zirconium, reagerede med dampen og dannede hydrogen, hvilket førte til en endnu størrer hydrogen eksplosion, der fik hele reaktoren til at eksplodere.

Atmosfærisk luft og temperaturer over tusind grader antændte grafitten i reaktoren, hvilket sendte de store mængder høj-radioaktive materialer ud i atmosfæren.