Indledning
Litteraturen har gennem årtusinde været en af de mest nøjagtige og brugbare kilder til at skildre virkeligheden i den tid, den udspringer fra.
Hulemalerier kan 32.000 år senere fortælle osnoget om, hvordan man levede i stenalderen – og dét er en af litteraturens helt store, ofte uintentionelle, funktioner: ved at beskrive sin nutid, skriver man historie.
Mange af tidens forfattere har gjort netop dét: skrevet ud fra den virkelighed, de levede i, og dermed reflekteret virkeligheden i litteraturen.
Eftersom litteraturen er tiltagende, fordi skrivemaskiner bliver allemandseje og idéen om at følge sine drømme også er tiltagende, vokser bevismaterialet for vores levetid hvert år.
Indholdsfortegnelse
Lønningsdag
Hullet
Sammenligning
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Stilen i novellen er starten på den nutidens litteraturs rå sprogog udtryk, der er karakteriseret ved en ligefremhed og med handling og dialog som drivkraft.
Den skildrer derudover en diskussion mellem arbejderne om, hvor dybt hullet skal være, der ikke fører nogle vegne – arbejdernes spørgsmål og undring går i ring, og arbejdsgiveren er ikke til stede til at besvare dem deres spørgsmål - de er blevet overladt til dem selv. På side 5 opstår en essentiel tvivl blandt arbejderne.
De bliver usikre på, hvor arbejdsgiveren egentlig bad dem grave hullet. De er efterladte til at prøve at huske og gætte, ”… vi prøvede nu at forestille os, hvordan det var da vi stod der, og hvorledes vi stod der, og hvorledes han pegede, om han pegede lige ned, lige ud, eller hvor meget skråt nedad.
Mærkeligt nok kunne ingen af os huske helt bestemt, om Graves havde peget med højre eller venstre hånd…” (s. 5, l. 21-26) – arbejderne er overladt til dem selv på grund af arbejdsgiverens mangler.
Da arbejdsgiveren endelig kommer tilbage, fortæller han, at hullet skal være så dybt, at det går helt ned til kineserne. Her kommer pointen om den moderne arbejders Sisyfos-rolle virkelig frem i lyset.
De får en umulig, uendelig opgave, som vil kræve alt deres tid, og som de fastslår i slutningen af novellen, er de ”på det rene med, at der er et stykke vej igen.” Det er accepten af arbejdslivets umenneskelige vilkår.
Skriv et svar