Indledning
Kønsroller har gennem tiden skabt stor debat. Litteraturen spiller en stor rolle for, hvordan mennesket opfatter kønsrollerne i samfundet.
Flere forfattere har forsøgt at gøre op med de klassiske kønsroller, da der ikke er ligestilling mellem kønnene.
Adda Djørup formår i sin novelle “Der er ingen ende på Paris” fra 2015 at tematisere den evige magtkamp mellem de to køn, hvori hun bryder den stereotypiske forestilling om, at kvinder svage.
Novellen ”Der er ingen ende på Paris” foregår i Paris og begynder in medias res. Her møder læseren to fremtrædende personer, hhv. en kvindelig jegfortæller, som skal deltage i en konference for sit arbejde, og en fremmed mand, som hun møder på en bar dagen forinden.
Novellen er præget af et kronologisk handlingsforløb, hvor den kvindelige hovedperson i begyndelsen fremstilles som værende en træt, enlig mor: “Jeg griber ikke nogen i aften.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
“ Havet stopper man ikke med et truende blik. Han når kun lige at vende sig før min tommelfinger trykker låget på kedlen op, min arm ryger fremad i en bue, og vandet slynges ud over hans mellemgulv” (afsnit 25, l. 4-6).
Her viser hun en stærk side af sig selv, idet hun ikke lader et par truende blikke fra manden stoppe hende.
Denne scene i novellen virker overraskende, da læseren havde forventet at se hende bryde sammen. Novellen understreger dermed kampen mellem kønnene, hvor hun ikke påtager sig den offerrolle, som manden tildeler hende, men er tværtimod den stærke.
Mandens udvikling spejler sig derfor i fortællerens udvikling. På trods af, at manden spiller en stor rolle i fortællingens plot, er han en flad person.
Læseren ser ham kun gennem fortællerens øjne, hvor han i starten bliver beskrevet som værende den perfekte mand ift. hans udseende, og hvordan han tålmodigt lytter til kvinden, omend det hele er en facade.
Her fremstilles der endnu en stereotyp i novellen, hvor den fremmede mand viser sin mørke side og forvandler sig til en voldtægtsmand.
Dog formår Djørup at gøre op med kønsrollerne, idet novellens point of no return finder sted, når kvinden på et splitsekund tager pistolen og slår manden ihjel.
Efter opgøret med manden fremstilles hun som en kold morder, hvilket medfører, at læseren ikke længere får sympati med hende.
Her identificerer den handlekraftige kvinde sig som “baronessen” (afsnit 33, l. 1), hvor hun refererer til Karen Blixen og føler sig som “dagens jæger”, mens manden fremstilles som et “byttedyr”.
I novellen ses dermed tydeligt, at der byttes om på kønsrollerne. Kvinden kan derfor karakteriseres som en rund person, da hun gennemgår en forandring.
Hendes adfærd virker efterfølgende psykopatisk, da hun sidder med pistolen og sammenligner det med sin “..lille datters hånd..” (afsnit 26, l. 2).
Da hun senere skal skille sig af med pistolen, modtager hun et billede af sine grinende unger derhjemme og kalder dem “små puttebasser”.
Hun har svært ved at komme af med pistolen, fordi den ligesom billedet symboliserer en form for tryghed hos hende. Den kvindelige hovedperson påtager sig både rollen som en kærlig mor og en morder.
Novellen fortælles i præsens og er præget af medsyn, da handlingerne fortælles i takt med, at de finder sted: ”Der er en lysten anerkendelse i hans blik, vi cirkler ubevægelige omkring hinanden.
Dunk. Dunk. En lille udvidelse af hans næsebor afslører ham sekundet før han angriber, og kuglen smælder blødt ind i hans mørke bryst” (afsnit 27, l. 4-6). Det er en intens scene, som skaber en spænding, og læseren kan nærmest hører deres hjerteslag.
Skriv et svar