• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 12 tal
  • Ord: 1973

Indledning
En ukontrollerbar hjertebanken, et ubehag i maven som ikke er til at beskrive med ord og en koldsved der bliver ved, i det der føles som uendeligheder.

Det er bare én ud af mange måder man kan beskrive det der sker ved en person, der rammes af angst. Men hvordan bliver begrebet angst formidlet ud til befolkningen?

Vigtigere, hvordan bliver det formidlet på en forståelig måde, sådan at andre mennesker kan forstå angsten? Det sidste spørgsmål er dét skønlitteraturen forsøger at gøre, netop at formidle det på en forståelig og nuanceret måde til befolkningen. ”

Jeg har angst som aldrig før”, skrevet af H.C. Andersen, og ”Angsten”, skrevet af Søren Ulrik Thomsen, er to digte der har taget kampen op om at sætte ord på angst.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
H. C. Andersens digt ”Jeg har en angst som aldrig før” er skrevet i 1864. Det omhandler et lyrisk jeg, da jeget beskriver og reflekterer over den angst han oplever.

Jeget føler en angst, som kommer fra jeget selv, og dog ser personen kun de andres skyld “de andres skyld jeg nok opskrev, / men ej mit eget skyldnerbrev” (strofe 2, linje 3-4).

Betydningen af jeget i digtet, er at læseren identificerer sig med- og får sympati for jeget. Dette sker, fordi digtet fortælles fra jegets indre synsvinkel, og der dermed ofte kommer stærke følelser eller tanker til udtryk, som påvirker læseren.

Digtet er centrallyrisk, fordi den kredser om jegets personlige oplevelser, tanker og følelser. Derudover har det en fast struktur, som består af 3 strofer som alle rummer 6 verslinjer, med par rim (aabbcc), og en bunden rytme, hvilket vil sige, at rytmen er den samme i alle digtets strofer.

Dette skaber et traditionelt digt, og den faste form giver digtet et harmonisk og meningsfyldt udtryk. Den sproglige stil er høj, hvilket ses i det mere poetiske og komplicere sprog, som afviger fra vores dagligdagssprog.

”hvor har jeg for mig selv hver dag / besmykket godt min egen sag” (strofe 2, vers 5-6). Denne nøje udvalgte måde H. C. Andersen valgte at skrive digtet på, udleder en alvorlig og lidt dyster tone, men som stadig har et strejf af guddommelighed.