Indledning
” Hun er hidsig, råber, gider ikke røre sig ud af flækken og vil hellere ud at drikke noget vodka. »Jeg vil bare dø ” Dette er et indblik i hverdagen på børne

- og ungdomspsykiatrisk afsnit B204 i Glostrup, et afsnit hvor unge teenagere med mentale og psykiske sygdomme som har brug for en længere behandling af deres sygdom bliver indlagt.

Teksten er skrevet af Anders Legarth Schmidt og udgivet af Politiken den 10. januar 2021 netop denne reportage har Forfatteren Anders vundet en Cavling pris for.

Indholdsfortegnelse
Indledning:
Analysen:
Vurdering

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Journalisten Anders Legart Schmidt, får virkelig også en til at føle man er til stede, fordi han beskriver alle hans omgivelser, som han gør.

Han fortæller hvordan de går klædt, hvordan værelserne ser ud, og der Ella skulle flyttes, fik man virkelig også en meget detaljeret beskrivelse, af hele hændelsen. Man følte sig virkelig som fluen på væggen.

Han bruger også alle sanserne og forklarer stemningen f.eks. ”I dagligstuen sidder to piger og en dreng bøjet over puslespil med tusind brikker; de leder efter kanterne først” her kan man forstille sig, de her børn sidde rundt om et bord.

Og han får også forklaret, hvordan der ser ud der inde med Ellas blå IKEA-pose. Der han snakker med overlægen og hun forklarer hvordan der intet er på væggene. Man får et indblik i hvad der sker hele tiden, og hvordan rummet ser ud og alle patienternes ting.

Hvis vi tager udgangspunkt i ciceros pentagram, er afsenderen i denne tekst journalisten Anders Legart Schmidt. Hans rolle er at formidle en situation til læseren.

I denne situation, hvordan det er at være ung og diagnosticeret, med en psykisk lidelse. Afsenderen er også i ledtog med journalisten avisen Politiken.

Modtageren er avisen Politikens læsere. Det kan variere meget, hvilken målgruppe der læser Politiken, men det er ikke helt unge som er tilhængere.

Sproget er mere eller mindre et hverdagssprog og let forståeligt, men der kommer et par ord som er mere kringlede at forstå, rundt omkring i teksten.

Man kan se på side to hvordan journalisten gør brug af patos, i og med han lægger tryg på han har medfølelse, og forståelse for de unge patienter.

Han viser ved at gøre brug af sætningerne ”at deres ungdom er bag låste døre, høje hegn og vinduer med nøglehul til en Ruko nøgle

mens kammerater drikker breezer og kysser” at han kan se deres situation fra deres side. Han gør brug af en blanding af avanceret sprog og det vi bruger i hverdagen.