Indledning
Den moderne novelle er kendt for at fremstå simpel, men være fyldt med betydning hvis der læses mellem linjerne.

Novellerne afspejler oftest den periode, hvori den er skrevet og forsøger at sætte en reaktion i gang hos læseren.

Ligeledes tematiserer nyere litteratur samfundsrelevante emner og tillægger novellerne symboler, metaforer og betydning som skal afkodes hos læseren.

Forfatteren Adda Djørup har skrevet novellen ”Der er ingen ende på Paris” (2015) hvor hun i høj grad forsøger at ironisere over de klassiske kønsstereotyper som det moderne liv og tankegang stadig er præget af.

I en humoristisk sprogtone maler hun billedet af to karakterer, hvis roller ikke stemmer overens med læserens forventninger.

Uddrag
Novellen foregår i et meget realistisk univers. De geografiske stedsmarkører der bliver nævnt, såsom Paris, Notre dame og Seinen, er alle rigtige steder, og indikerer dermed at vi befinder os i den virkelige verden.

Andre realismemarkører såsom sproget der tales - engelsk, samt personbeskrivelserne er til en grad genkendelige eller i hvert fald tænkelige.

Den flotte mørke mand, en ung og drenget sangerinde, og en svedende tyksak i skjorte og vest. Men igennem novellen veksles der mellem to forskellige sociale miljøer der står i kontrast til hinanden.

Den starter ud i et forholdsvis velhavende miljø med kvinden der er i Paris på grund sit arbejde, som sidder i en hotelbar og drikker lækker vin.

Så fortælles der om hendes unge dage hvor hendes fattigere og yngre selv levede gadelivet, og hun genkalder dufte og steder -

”Det er den samme smalle gade, og den usandsynlige diminutive bar med et forhæng af plastikperler for den åbne dør ligger der stadig”.

Hun er forbløffet over tiden der er gået og hvad hun kom fra, til det hun er blevet til. Manden fører hende tilbage til et sted der har været længe glemt – både emotionelt og fysisk.

Hun ”konstaterer, igen med forbløffelse, at det er den samme bar og værtinden den samme værtinde som dengang”.

Det formodes at manden selv må tilhøre dette sociale miljø, eftersom han har snydt og lokket hende hertil og har intentioner om at fange hende i en lejlighed, som kvinden begynder at kunne genkalde og beskriver:

”En stejl, smal trappe med en plettet væg til væg-tæppe. En lugt af støv og lokum. En lang, varm gang med mange døre og vissengrønt tapet”.

Stemningen her er meget trykket og dyster og hun oplever at manden er blevet ”underligt fjern”. Udover dette, ses der ikke andre af hans karaktertræk i selve historien.

Hans personbeskrivelse er meget flad og unuanceret. Dette er måske tilfældet, for yderligere at lægge vægt på kvindens ligegladhed om ham som person.

Det eneste der bliver lagt vægt på i forhold til hans beskrivelse, er hans udseende. Jeg-fortælleren er meget betaget af hans udseende – så meget, at hun ser bort fra alt andet og følger sine lyster ud fra dét der behager hendes øjne.

Hun beskriver ham som værende ”smuk og mørk”. Fortællingen har altså at gøre med en moderne kvinde der bryder stereotypiske forestillinger om hvordan kvinder dater og som i stedet påtager sig et stereotypisk mandetræk som går på at mænd i højere grad dater med øjnene og obejktificerer manden.

Novellen gør brug af mange metaforer som et af de stilistiske virkemidler. Selvom handlingsforløbet egentlig er meget tydeligt, kan teksten måske stadig ses som en undertekst, taget i betragtning af, at der faktisk ligger en betydning under den sproglige overflade, som nødvendigvis ikke kommer direkte til syne.

Eksempelvis bliver der lagt meget vægt på havet og vand generelt. Hovedkarakteren sammenligner sig selv med en bæk: ”jeg er en bæk der klukker”.

Bækken repræsenterer hende selv, som starter ud med at være mere forsigtig og tilbageholden. En kønsstereotypisk forklaring kan være, at hun først har en opførsel, der kan anses for at være mere feminin.