Metaforernes rolle i voresforståelse af sygdom | Refleksion

Indledning
“Jeg skal bare lige kæmpe mig tilbage på benene”. Disse ord tog jeg mig selv i at sige forleden, da jeg lå hjemme med influenza. Jeg må indrømme, at jeg har tendens til at beskrive sygdom som en kamp, hvor jeg ser mit immunforsvar som soldater, der skal angribe fjenderne.

Jeg gør det, fordi metaforen giver mig overskud til at være i sygdomsprocessen, da jeg føler, at jeg kan finde den indre styrke til at overvinde “fjenderne” og blive rask igen.

Jeg er også af den overbevisning, at jeg bruger metaforer til at forklare sygdomme, fordi jeg er vant til at se på min instagram, hvordan “influencere” deler deres hverdage, og fortæller om hvordan de kæmper mod sygdomme, men stadig ender med at blive raske senere og dermed overvinder sygdommen.

Omvendt ved jeg, at metaforer personliggør sygdomme og dermed giver et medansvar for at blive rask igen.

Det har fået mig til at tænke på, hvordan individer, der lider af kroniske eller uhelbredelige sygdomme, bliver påvirket af de sygdomsdiskurser, som jeg oplever, der er normalt anvendes i hverdagen.

Hvordan er det muligt, at metaforer på den ene side bruges til at styrke og inspirere folk, men også bruges til at skabe urealistiske forventninger ?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
I Winthers artikel får vi et eksempel på, hvordan sygdomsdiskurser også kan have negative følgevirkninger.

Winther relaterer krigsmetaforerne hen til sin fars sygdomsforløb, hvor sprogbrugen har været med til at danne et billede af, at der findes skyld og skam, hvis man ikke overlever ens sygdom og dermed “taber til krigen”.

Dette kan skabe trauma hos patientens nærmeste eller hos patienten selv. Det skaber også en form for urealistiske forventninger og pres.

Jeg mener, at disse følelser kan opstå, fordi man så tror, at det lige pludselig handler om, hvor meget vilje individet har for at overleve.

Det skaber dog en undren i mig, hvordan Winther vælger at se på sygdomsdiskurser. Fordi kan det ikke også være positivt, at man har et sprog, hvori der findes positive fortællinger om, hvordan man kan blive rask igen?