Vi må se det smertefulde, ellers glemmer vi | Essay

Indledning
“That others may die”. Sådan lyder mottoet fra det amerikanske dronekompagni. Betryggende, ikke sandt? Det er i hvert fald sådan krigen portrætteres for os.

Vi er endt på tilskuerrækken til en fodboldkamp på verdens fodboldbane, hvor vi giver bureaukratiet lov til at takle og tromle de folk, som vi knapt nok kan acceptere som vores medmennesker.

Nu til dags ligger vi bedøvet. I en koma af vores egen selvskabte selviscenesættelse. Vi flyder rundt i et tomrum af løgn og ignorance for den omkringliggende verden.

Ignorancen har spredt sig i et jævnt lag omkring hele verden og fungerer for os som et slags høreværn, der sørger for, at vi for guds skyld ikke får den “virkelighed“ at se, som er krigens gru.

Men det er på tide, at vi smider høreværnene og skuer den egentlige verden, som vi lever i og samtidig genfinder vores evne til at føle empati.

Vi skal stoppe med at lade os skræmme af den virkelighed, som vi alle har været med til at skabe og stille og selv spørgsmålene; hvordan kan det egentlig være, at vi lader os skræmme så nemt, og hvad kan vi gøre for at lave det om?

Uddrag
Vi lader os skræmme af den barske virkelighed i stedet for at se den i øjne og gå distancen for at gøre op med idéen om, at disse ægte krigsfotografier er uvirkelige.

Vi må genopbygge vores empaticenter i hjernen og generobre den gnist, der skiller os fra det dyriske og giver os adgang til at føle med de krigsramte, til trods for at vi ikke kender dem. “Man er ikke i stand til at føle noget, fordi man ikke er i stand til at reagere på al den smerte, man konfronteres med i hverdagen.

Man er ikke i stand til at sørge over det liv, der tabes langt væk, fordi der findes et brud mellem, hvor ens krop befinder sig, og hvor det, man ser, findes. Man bliver måske ligefrem ligeglad. Det bliver umuligt at føle noget.”. Victor Boy Lindholm skildrer splittelsen mellem krop og katastrofe.

Jeg finder mig selv i at have svært ved at få ord ned på papir, hvilket får mig til at undre mig over, hvorvidt jeg selv er i stand til at sætte mig ind krigens rædsel. Om det altså også er umuligt for mig at føle noget.

Det er en noget skræmmende tanke, at vi har mistet al kontrol over vores egne følelser til det punkt, hvor vi kun kan føle en snert af sympati for de ellers helt fremmede mennesker, som vi stilles overfor, når vi får vist et sådant krigsfotografi.

Få gratis adgang til opgaven

Upload en af dine egne opgaver og få adgang til denne opgave. Det tager kun 2 minutter