Den smertefulde sandhed | Analyse

Indledning
Livet spurgte døden: "Hvorfor elsker folk mig, men hader dig?" Døden svarede: "Fordi du er en smuk løgn, og jeg er en smertefuld sandhed." Er ovenstående citat korrekt? Eller et det kun korrekt for nogle? Vi kan alle være sikre på en ting i denne verden, nemlig at vi før eller siden skal se døden i øjnene, dette er en af de få ting alle mennesker har tilfælles.

Elsker vi mennesker livet? Frygter vi døden? Frygter vi det vi ikke har kendskab til? Hvad ved vi overhoved om døden? At vi en dag lukker øjnene, tager den sidste udånding og ikke længere eksistere på jorden, et det, det døden drejer sig om?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
En nat i efteråret 2016 bliver jeg vækket af min bror ”Vi skal køre nu” siger han. Jeg er meget træt, klokken er 4-5 stykker, men jeg ved godt hvad det drejer sig som, derfor spørger jeg ham ikke. Vi kører til hospicet Rønde og turen føles meget lang, jeg kigger kun på himlen.

Da vi ankommer, græder vores mor og mine andre brødre, min far sku snart dø. Som beskrevet i fodboldenglen, ligger han helt stille en stor hvid seng, hans hånd bliver knugeret af min mor, dog går de hvidklædte mennesker ikke frem og tilbage.

Døden ses forskelligt fra flere perspektiver, og jeg tror ikke på at der er 2 personer der er døde på helt præcist samme måde, det skyldes pårørende, kulturen og utroligt mange faktorer.

På hospicet var min far bleg, og jeg vidste ikke om han kunne høre os, eller mærke min mors hånd i hans hånd. Jeg faldt i søvn på stolen ude i forhallen, jeg havde sovet meget lidt.

Da jeg vågner, går jeg ind igen, familien er samlet og stemningen er ubeskrivelig. Vi er der alle da vores far, mand, søn tager sin sidste udånding, en scene der vil forblive i mit hoved resten af livet.

Jeg bærer stadig sorgen over min fars død, og hvordan jeg håndterer den, har jeg stadig ikke fundet svar på. Dog har jeg har lært at leve med mit tab. Men det har ikke været nemt. Jeg erfarede hurtigt, at den bedste lindring mod smerten var at snakke med andre mennesker om forløbet.

I Danmark taler man ikke om døden. Og da slet ikke om selvmord. Vi har så svært ved at forholde os til døden og andres sorg, at vi hellere tier. Vi ignorerer den.