• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1955

Indledning
Jan Sonnergaards novelle "Den tredje, hver måned" er en unik socialrealistisk fortælling fra novellesamlingen "Sidste søndag i oktober" udgivet af Gyldendal i 2000. Novellen berører nutidens samfundsproblemer og skildrer, hvordan mennesker søger varme og trøst hos dem, der har det dårligere end dem selv1.

Jan Sonnergaard debuterede med novellen "Imitation of Lacoste". I 1997 udgav han den første del af novelletrilogien "Radiator", og i 2000 blev anden del af trilogien, "Sidste søndag i oktober", udgivet.

Han blev født den 16. august 1963 i Virum og er vokset op i det indre København, hvor han stadig bor i dag2. Ud over at skrive noveller har Jan Sonnergaard også skrevet teaterstykker.

Handlingen i "Den tredje, hver måned" drejer sig om en ældre herre, der lever alene i en lejlighed i Vanløse. Det er den tredje dag i måneden, og som altid ser den ældre herre frem til denne dag, fordi det altid bryder de daglige rutiner.

Han har travlt med at gøre rent i lejligheden, men bliver afbrudt af lyden af gråd fra et barn. Han forsøger at finde kilden til gråden, men selvom den er tydelig, kan han ikke se barnet fra altanen og fortsætter derfor med at forberede sig på dagens begivenheder.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Udover rengøringen er der mange andre ting, som den ældre herre skal nå. Han følger en fast rutine, og selvom han ser frem til den tredje dag, hvor rutinen brydes, er denne dag også blevet en velkendt begivenhed. Årsagen til dette er, at netop denne dag, som ellers skulle være anderledes, har været uændret siden første gang i 1991 (l. 164).

Han udfører de samme rutiner og opgaver. Han gør rent i sin lejlighed, plejer sig selv og sørger for, at der er nyt tøj fra renseriet. Når alt dette er gjort, begiver han sig ud på sine daglige ærinder.

Han går ned til stationskiosken, hvor han køber cigaretter og de sidste ting til husholdningen (l. 53-55). I mellem disse opgaver lytter han til en bestemt sang fra en Frank Sinatra-cd.

Selvom han faktisk ikke kan lide denne sang, er den blevet en del af hans ritual (l. 159-166). Og når han trykker på "play" for sidste gang, når alle opgaver er udført, ringer han efter en taxa for at besøge pigerne på Rosenørns Allé nr. 56 og fuldende sin dag.

Ser vi på begivenheden, bliver vi allerede i indledningen sporet ind på dette. Dette gør vi da den ældre herre hører en barnegråd, en barnegråd som han nysgerrigt prøver at lokalisere (l. 25-29).

Dette gør han uden held, som der står på linie 28-29: ”Men der var ikke noget at se, så egentlig var det mærkeligt. Det havde jo lydt så højt”.

Som novellen skrider frem, og hovedpersonen kommer ud af sin lejlighed møder han det grædende barn (l. 86) og konflikten blusser op. Det første han lægger mærke til ved barnet er at det er et grimt barn.

Et meget grimt barn, med tykke briller og rødt hår, og en betydelig overvægt. Barnet stopper op og den ældre herre spørger ind til hvad der er galt. Barnet fortæller ham, at hun ikke kan finde sin far, men begynder så at græde igen og kører væk. Netop i det øjeblik opstår hele novellens dilemma. Skal han hjælpe barnet eller lade være.