Indholdsfortegnelse
Samf afl 2 - Undersøgelse af danskernes klimaadfærd og deres holdning til klimaudfordringen.
Danskernes klimaadfærd
Ansvarsplacering på håndtering af klimakrisen
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Den danske befolkning holder både private- og politiske aktører ansvarlige for håndtering af klimaforandringerne.
Det politiske organ, FN/Verdensledere, topper listen af institutioner, hvor 72 pct. af danskerne mener i 2019, at FN-unionen bør holdes ansvarlig for at håndtere krisen.
Derudover peger mere end halvdelen af befolkningen på EU og Folketinget som ansvarlige organer. Færre danskere, 43%, fremhæver, at det er kommunerne, der står til ansvar for at håndtere klimaudfordringen.
Rækkefølgen af de politiske organer begrunder herved, at danskerne anser klimaproblematikken som et mere globalt og herefter nationalt anliggende nærmere end et kommunalt.
Endvidere pålægger danskerne sig mere individuelt ansvar, når 60% holder sig selv ansvarlige, som viser en forstærkning af solidaritet og sammenhængskraft i samfundet, da det enkelte individ sætter fællesskabets behov før deres egne.
Dette kan skyldes, da 83% mener, at klimaforandringerne er menneskabte. Erhvervslivet bliver ikke glemt, når 60 pct. af danskerne holder aktører af virksomheder ansvarlige.
Et større ansvar, der pålægges på en aktør, medbringer et større krav at leve op til, hvilket er sammenhængende med, at 47 pct. ikke mener, at erhvervslivet lever op til deres ansvar.
Herved ses samme tendens, da Folketinget og FN/ Verdens lederens indsats hellere ikke tilfredsstiller folkedomstolen, når hhv. 50 pct. og 48 pct. af den danske befolkning vurderer, at de levere på deres klimansvarsområde.
Kun danskernes personlige indsats er borgerne tilfredse med, hvor kun 15 pct. mener, at de ikke lever op til deres ansvar.
Hermed er det tydeligt, at de store organer ikke yder tilstrækkeligt for klimaet, og derfor eftertragter folket en højere indsats i den miljøskadelige sektor. Udviklingen af et mere informeret folk har sat et særfokus på forurening, og de store krav til mindre forurening pålægges producenterne.
I bilag A2 nævnes, “Hele 80% af danskerne er bekymret for hvordan miljøet bliver påvirket af plasticemballage, plastikposer og andre ting til engangsbrug” og “67% svarer, at virksomheden bør reducere mængden af emballage på produkterne”.
Virksomhederne, som nævnt, udleder en negativ eksternalitet, hvor borgerne kan ændre markedsmekanismen gennem efterspørgselsdeterminaten smag og holdning til plastik.
Når efterspørgslen formindskes, vil virksomheder være tvunget til at regulere til et mindre udbud.
Det vil medføre et lavere forbrug, men kompromiset vil i hvert fald 73 pct. af de unge danskere være villige til at foretage.
Dette afridser også de unges generationskløft, hvor klimaet overordnet vægtes højere end den gennemsnitlige dansker.
Hermed lægger flere end hver fjerde danskere også ansvaret for at reducere mængden af unødvendig emballage og plastik på virksomheder, hvilket markerer, at markedsfejlen bør producenten kompensere for.
Princippet om “forureneren betaler” afspejler danskernes holdning. Klima er en væsentlig værdipolitisk prioritet for danskerne, og deres klimaadfærd og interesse præger den politiske agenda.
Der er en bred konsensus om, at de politiske organer skal lægges til ansvar samt erhvervslivet og det enkelte individ.
En større andel af danskere vedlægger, at de støtter klimatiltag uagtet politisk tilhørsforhold, selvom blokpolitik stadig eksisterer.
Borgerne og især de unge danskere lægger et pres på politikerne via krav til mere initiativ, og den brede opbakning er stigende i takt med klimaets udvikling.
Skriv et svar